Skip to main content

Kommune politianmelder LifeX for ulovlig værelsesudlejning

Frederiksberg Kommune har politianmeldt virksomheden LifeX for ulovlig værelsesudlejning. Kommuner skal kunne kræve lejekontrakter og beviser udleveret, mener LLO. Uden det bliver sagerne næsten umulige at behandle.

LLO har i flere år advaret mod kreative udlejningsmodeller, særligt via firmaet LifeX, der presser huslejen i vejret og omgår lejelovgivningen.

Nu ser det ud til, at der endelig bliver sat handling bag ordene – i hvert fald på Frederiksberg, hvor kommunen har politianmeldt boligudlejningsfirmaet LifeX for ulovlig udlejning af værelser.

”Frederiksberg Kommune har tidligere varslet LifeX om, at vi vil politianmelde virksomheden, hvis de ikke søger om godkendelse til at udleje værelser i de lejligheder, de ejer på Frederiksberg. Vi kan nu konstatere, at LifeX fortsat udlejer værelser uden at have søgt om godkendelse, og derfor har vi nu politianmeldt. På Frederiksberg vil vi bevare den blandede by, og hvis normen bliver ”servicerede” værelser til mange tusinde kroner i leje, så bliver det svært”, siger Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt (S) til LLO’s medlemsblad Vi Lejere.

Huller i loven

For LLO er sagen endnu et eksempel på, hvordan smuthuller i lovgivningen bliver udnyttet til at maksimere profit – på bekostning af lejere og et presset boligmarked.

LLO efterlyser bedre redskaber til kommunerne. Folketinget bør skærpe kommunernes mulighed for at kræve dokumentation for, at loven er overholdt. Blandt andet så kommunerne kan kræve konkrete beviser for, at udlejer og ejer ikke har nedlagt familieboliger for i stedet at lave værelsesudlejning.

”Kommunerne bør kunne kræve lejekontrakter udleveret samt beviser fra udlejer og ejer på, at de ikke har nedlagt familieboliger. Uden det bliver sagerne næsten umulige at behandle”, siger Claus Højte, direktør i LLO Hovedstaden.

”Sagen mod LifeX er vigtig, fordi den sender et klart signal til markedet: Udlejning skal ske efter reglerne – også når den pakkes ind i begreber som fællesskab og fleksibilitet”, mener han.

Omgåelse af loven

Ifølge Frederiksberg Kommune er der tale om ulovlig udlejning, da LifeX selv opkræver husleje, finder og udskifter lejere, dækker tab ved tomme værelser samt står for rengøring og drift. Det viser samlet set, at LifeX reelt fungerer som udlejer af enkeltværelser – uden den nødvendige tilladelse, anfører kommunen.

I en afgørelse sendt til LifeX skriver Frederiksberg Kommune, at hvis LifeX ikke ansøger om tilladelse til at udleje værelserne som enkeltværelser, vil der ske politianmeldelse som en overtrædelse af lov om boligforhold § 12. Det er nu sket.

Professor i lejeret ved Aarhus Universitet, Hans Henrik Edlund, vurderer, at der er tale om klubværelser og kalder i Politiken LifeX-modellen ”en klar omgåelse af loven”. Den vurdering er LLO enig i.

KBH afventer politisag

Det er ikke nemt at gøre op med LifeX’ udlejningsmodel, skriver Københavns Kommune:

”LifeX ejer ikke de boliger, som virksomheden udlejer. Virksomhedsstrukturen er således at leje lejligheder og derefter videreudleje lejlighederne til et antal beboere på én samlet lejekontrakt. Dette forretningskoncept synes at befinde sig i en gråzone, og bevisbyrden for lovbrud er efter forvaltningens vurdering svær at løfte, når der kun er én samlet lejekontrakt på boligen”, skriver kommunen her.

60.000 kr. i samlet husleje

LifeX lejer store herskabslejligheder i udlejningsejendomme ejet af bl.a. pensionskasser og kapitalfonde. Herefter fremlejer LifeX værelser ud til bl.a. udlændinge og såkaldte expats.

LifeX råder over mere end 100 lejligheder i København, og den samlede leje i én lejlighed kan løbe op i omkring 60.000 kroner om måneden - delt mellem fem lejere.

Et konkret eksempel er en lejlighed på Vodroffsvej, som LifeX i 2023 opdelte i fem værelser. Den samlede månedlige leje nærmede sig 60.000 kroner, skriver dagbladet Politiken.

Det har fået politikere til at fremlægge et lovforslag med fem tiltag, som du kan læse mere om: Nej til over 60.000 i samlet husleje

”Det ser ud til, at LifeX udnytter et hul i loven, og det hul skal lappes på Christiansborg,” har borgmester på Frederiksberg, Michael Vindfeld, tidligere udtalt til Politiken. 

 

Pressekontakt

Claus Højte, direktør i LLO Hovedstaden: csh@lloh.dk – tlf. 36 90 28 74
LLO’s chefjurist Anders Svendsen: asv@llo.dk – tlf. 33 86 09 21

Om forfatteren

Jens Peter Kildevang

Journalist og redaktør af Vi Lejere.

Kontakt: redaktion@llo.dk 

Back to top