Skip to main content

Kongres 2024: LLO skal have ny næstformand

Til gengæld genopstiller landsformand Helene Toxværd på kongressen til oktober. Her bliver nogle af temaerne: politik, synlighed og kontingent.

Lejernes LO skal på kongressen i næste måned vælge ny næstformand. Efter 6 år på posten har Lars Dohn meddelt, at han ikke ønsker genvalg, men gerne fortsat tager en tørn i både forretningsudvalg og hovedbestyrelse. Lars Dohn er 74 år og til daglig formand for LLO Herning.

Som ny næstformand har foreløbig formanden for LLO i Aalborg, Sigrun Mønnike-Hald (53 år), bebudet sit kandidatur.

På formandsposten genopstiller landsformand Helene Toxværd til en ny 3-års periode. Hun blev valgt første gang i 2009 og er siden blevet genvalgt på kongres efter kongres. Det er også kongressen, der vælger forretningsudvalget - den øverste folkevalgte ledelse i de tre år mellem kongresserne. Det består af 5 personer - udover formand og næstformand. Alle nuværende medlemmer - bortset fra Birger Thamsen, der nedlagde sit mandat 20. august - har meddelt, at de genopstiller til den øverste daglige ledelse – og altså også den afgående næstformand. I stedet for Birger Thamsen er Hans K. Agerup fra Herning blevet indsuppleret.

75 deltagere i Odense

Kongressen holdes i lighed med kongresserne i 2018 og 2021 i Odense Congres Center. Det sker i weekend’en 5. og 6. oktober 2024, og kongressen får ca. 70 deltagere. Efter nogle omfattende strukturændringer på de seneste kongresser, er dagsordenen i år knap så indgribende. Men de delegerede skal bl.a. vedtage en ny kontingentstruktur. I marts besluttede hovedbestyrelsen i enighed at indstille et forslag til kongressen om indførelse af et minimumskontingent – med mulighed for en indfasningsperiode for eksisterende medlemmer, f.eks. over tre år. I juni bekræftede hovedbestyrelsen princippet om en kontingentforhøjelse, men det er stadig kongressen, der skal vedtage hvordan og hvornår, herunder reguleringen i perioden. I diskussionen indgår en mere grundliggende diskussion om landssekretariatets arbejdsopgaver, vægtning og ressourcer.

Politik

Andre punkter på kongressen er øget synlighed, kampagneindsatser, forslag til vedtægter og politik. Hvad det sidste angår, er der ingen tvivl om, at regeringens bebudede forslag til ”et samlet boligpolitisk udspil” vil give debat. Forslaget er en del af regeringsgrundlaget fra december 2022, men siden er intet sket. Det har heller ikke været muligt for LLO at få en tilkendegivelse fra boligministeren på, præcist hvornår udspillet kommer.

 

 

Sigrun Mønnike-Hald, Aalborg, stiller op som ny næstformand.

Om forfatteren

Se artikler af Kjeld Hammer

Redaktør på Vi Lejere.

Back to top