Lad strafferet være strafferet og boligret være boligret

Under overskriften ”Blandede boligområder – næste skridt i kampen mod parallelsamfund” fremlagde regeringen før påske et boligudspil. I udspillet foreslås det, at ordet ”ghetto” udgår af lovgivningen, at der indføres obligatorisk fleksibel udlejning i 58 nye boligområder samt at der - for at imødegå mangel på boliger til bl.a. den boligsociale anvisning - indføres anvisningsret i private udlejningsejendomme med over 20 boliger.

I LLO bifalder vi forslaget: Det er på tide, at betegnelsen ”ghetto” fjernes fra lovgivningen og fra de mennesker, der har deres hjem i boligområderne. Vi er også positive overfor øget brug af fleksibel udlejning, selvom en række af disse områder formodentligt allerede bruger ordningen i dag. Anvisningsretten i private ejendomme er et gammelt LLO-krav og noget, der burde være ligetil at indføre.

For hvis man fra politisk side ønsker at stramme tilgangen til den almen sektor, så skylder man at pege på, hvor de afviste så skal bo? Retoriske slag i bolledejen og udsagn om kommunisme og overgreb på den private ejendomsret holder debatten i gang og har selvfølgelig en vis underholdningsværdi, men det hjælper ikke dem, der i fremtiden ikke må bo i den almene boligsektor!

Regeringens boligudspil kom i forlængelse af et lovforslag i februar om hurtigere udsættelser af kriminelle, almene beboere. Forslaget lægger op til, at domstolene i forbindelse med afgørelse af straffesager, uden selvstændig behandling i boligretten, skal kunne ophæve det lejemål, den dømtes eller dennes familie bor i.

Forslaget er affødt af en efterhånden mangeårig diskussion, hvor det fra stort set alle: beboere, organisationer og politikere kritiseres, at alt for mange, alt for længe, har skullet tåle at bo side om med dømte kriminelle, f.eks. voldsudøvere og narkohandlere, på grund af lange ventetider i boligretterne. Forslaget er en del af regeringens ”Tryghed for alle”-initiativ og bør som sådan roses for at tage fat på et problem, der har fyldt og fortsat fylder meget for naboer og lokale beboere i almene boligområder.

Men ét er gode intentioner og vilje til handling – noget andet er retssikkerhed, den retssikkerhed, som vi alle bør være omfattet af. For det at miste sit hjem er en alvorlig sag – også for familier med kriminelle familiemedlemmer. Udsættelser af hele familier med far, mor, børn og kanariefugle må aldrig blive noget, vi som samfund tager let på – det går ikke, hvis et forståeligt ønske om hurtigere behandling i retssystemet i virkeligheden betyder, at man enten haster spørgsmålet igennem eller forsinker andre sager voldsomt.

LLO slutter derfor op om den kritik, som bl.a. Dommerforeningen har rejst. Lad spørgsmål om ophævelse af lejemål blive der, hvor de er i dag. Lad strafferet være strafferet og boligret være boligret – og afsæt så de fornødne ressourcer, så beboerne ved, at disse sager med stor betydning for trygheden i boligområderne kan behandles hurtigt, men uden at retssikkerheden sættes over styr.