Skip to main content

Leder: Folk presses ud af byerne – politikerne har løsningen

Tirsdag den 18. november skal vi til stemmeurnerne. Kandidaterne til kommunal- og regionsrådsvalget er spændte. Men det er vi andre også.

De nyvalgte kommunalpolitikere har magt til at sikre lejerne bedre vilkår og flere boliger, der er til at betale. Det samme har folketingspolitikerne, der kan sætte en stopper for de vanvittige huslejestigninger i byerne ved at indføre et huslejeloft og sikre flere almene boliger.

Lige om hjørnet lurer et folketingsvalg, som får stor betydning for lejerne og boligpolitikken.

I de store byer presses brandfolk, butiksansatte, rengøringsansatte og pædagoger ud af byen i samme takt, som boligpriserne og huslejerne stiger. Det dokumenteres i flere nye rapporter fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) og af nye tal fra EU, som vi skriver om i denne udgave af Vi Lejere.

Særligt dem med de laveste indkomster bruger en meget stor del af deres indkomst på bolig. Men også mellemindkomstgrupper og helt almindelige lønmodtagere, der blandt andet bor til leje i nyere private udlejningsejendomme, bruger op imod 40 procent af deres indkomst på boligen – eller mere!

Konsekvensen er øget social ulighed i samfundet, drevet af et skævt boligmarked. Det konkluderer flere eksperter.

Flertal for huslejeloft

Når ejerboligerne er uopnåelige i byerne, og huslejen er sat fri i lejeboliger opført efter 1991, kalder det på politisk handling: Lad kommunerne bygge flere almene boliger og indfør et huslejeloft i nyere private udlejningsejendomme.

Det er der heldigvis opbakning til i kommunerne: Vestegns-borgmestre råber nu op og kalder på handling – læs mere på side 7.

LLO Hovedstaden har bl.a. spurgt spidskandidaterne i Københavns Kommune, om de vil genindføre et huslejeloft. Det vil fem partier, som tilsammen i dag har flertal i kommunen: A, B, F, Ø og Å. Du kan få det fulde overblik over spidskandidaternes svar på www.llo.dk/kv25.

Hvis spidskandidaterne mener det alvorligt, skal de gå til deres partifæller på Christiansborg og få dem til at sætte handling bag ordene:

Stop for ublu huslejestigninger, der gør danskerne fattigere: Indfør et huslejeloft nu.

Hæv maksimumsbeløbet for alment byggeri, så vi kan få flere almene boliger bygget i byerne, hvor grundpriserne er steget voldsomt.

En bolig er en menneskeret

Retten til en bolig er en menneskeret. Men det er politikerne ved at sætte over styr. De fattigste har i dag ikke råd til de billigste boliger i storbyerne. Det er en af konsekvenserne af den nye kontanthjælpsreform, som nedsætter boligstøtten til højst 350 kr. månedligt for kontanthjælpsmodtagere.

Nu advarer LLO og mange andre organisationer samt store kommuner som København, Aalborg og Odense om risiko for flere hjemløse og familier, der knap har råd til tøj, mad og julegaver.

Vi har i anledning af kommunalvalget besøgt Herning Kommune. Her har de almene lejere langt bedre vilkår og lavere husleje, end lejerne i de private udlejningsejendomme har. Selv i boliger, der ind- og udvendigt ligner hinanden, er huslejen og vilkårene markant forskellige – læs mere på side 10-11.

Husk at sætte kryds ved en kandidat, der vil styrke lejernes rettigheder og sikre flere boliger, der er til at betale.

 

Jeg ønsker jer alle en god valgdag!

Helene Toxværd

Landsformand

Om forfatteren

Se artikler af Helene Toxværd

Landsformand for Lejernes Landsorganisation Danmark og formand i LLO Hovedstaden.

Back to top