Leder: Retten til at bo

I skrivende stund har der ikke været den store polemik efter offentliggørelsen af Det Økonomiske Råds rapport om den aktuelle økonomiske politik. Om konjunktur, offentlige finanser og den såkaldte finanspolitiske holdbarhed, og nu kommer det: regulering af private lejeboliger! Eller snarere - afregulering af private lejeboliger.

For det var, hvad vismændene anbefalede. Og det trak da også de sædvanlige overskrifter om, hvordan folk med høj indkomst og lange uddannelser får ”mest ud af lejereguleringen”, hvorfor man bør afskaffe reguleringen og i stedet indføre omfattende boligstøtte.

Læser man ind i rapporten, så fremgår det med al tydelighed, at jo, der er højindkomster, som har gavn af reguleringen, men den største gavn den tilfalder lav- og mellemindkomster. Og denne gavn tilfalder singler og enlige med børn – helt almindelige mennesker med helt almindelige indtægter for hvem et par tusind kroner mere eller mindre om måneden faktisk kan mærkes i forhold til mad, tøj til børnene, julegaver og muligheden for at komme på selv en lille ferie.

Virkeligheden er, at lejerne allerede i dag betaler en historisk høj andel af deres disponible indkomst for at bo. Virkeligheden er, at Vismændenes forslag – hvis det skulle blive vedtaget politisk – vil betyde voldsomme lejestigninger - både i de private udlejningsboliger og i den almene sektor.

Det er tankevækkende, at forslaget kommer nu mens huslejeloftet, der satte en grænse for huslejestigninger på 4%, stadig gælder. Et huslejeloft der blev indført, da prisstigninger på op til 10% truede. Gennemføres Vismændenes forslag, vil stigningen blive langt højere, og det vil helt uden tvivl blive en katastrofe for helt almindelige mennesker. Tiden er ikke til økonomiske eksperimenter i forhold til store gruppers mulighed for at opretholde en anstændig bolig – et hjem.

Tiden er ikke til afregulering af de private udlejningsboliger, og en ikke nærmere beregnet eksplosion i de offentlige udgifter til boligsikring. Tiden er ikke til at tvinge lejere fra hus og hjem, som det ville hedde, hvis det var ejerboligerne, der blev udsat for et angreb af denne karakter.

Hvis tiden er til noget, så er det regulering. Regulering af både gamle og nye boliger, og altså også af nybyggeriet. Hvorfor? Fordi de fleste af os faktisk godt vil bo i et land, hvor også ufaglærte, kortuddannede, singler og enlige forsørgere, unge som ældre, og lav- og mellemindkomstgrupper faktisk har råd til at bo bare nogenlunde anstændigt. Vi bor heldigvis i et land, der stadig bryster sig af at være et af verdens bedste.

Ord betyder noget, og ord forpligter.