Vi mærker det alle sammen. Pengene rækker ikke så langt som de plejer, og selvom inflationens himmelflugt tilsyneladende er stoppet og nu langsomt er på vej ned, så er vi stadig langt fra et almindeligt niveau. Nye tal fra Domstolsstyrelsen viser, at antallet af fogedudsættelser er steget med 30 pct. fra 2021 til 2022, men det er nok kun toppen af isbjerget... For mange flytter sammen på mindre plads, flytter til andre byer eller landsdele eller måske hjem til venner eller familie og dermed i en slags ”skjult hjemløshed”.
Den tidligere regering gav os huslejestoppet i august 2022. Siden har der været radiotavshed om, hvad den vil på boligpolitikken. Ifølge regeringen og social- og boligminister Pernille Rosenkrantz- Theil er aftalen om huslejeloftet på 4 pct. bortfaldet - uden at man har taget stilling til, hvad de mennesker, der står til høje huslejestigninger, så kan regne med og forvente. Det er dårlige nyheder for lejerne.
Perioden med loft over huslejen kommer til at udløbe, og vi venter stadig på de lovede nye initiativer og løsninger, der kan sikre, at vi ikke fremover får brug for et nyt huslejeloft. Det er bare ikke godt nok. Der er brug for langtidsholdbare løsninger - også for lejerne. Lejerne skal også kunne sove trygt om natten uden bekymringer om voldsomme nye huslejestigninger. Det haster nu – der er allerede mistet vigtig tid.