Skip to main content

Leder: Velkommen til de nye medlemmer - sammen er vi stærkere

I en tid med kriser og utryghed er svaret sammenhold og fælles styrke. Derfor er jeg glad for at dele nyheden om, at vi har vendt udviklingen. Vi er nu over 50.000 medlemmer.

Som medlem af LLO står vi på din side. Du er en del af et stærkt fællesskab, der står sammen om lejernes vilkår på boligmarkedet. Vi kæmper også politisk på Christiansborg og i kommunerne.

LLO er den eneste lejerorganisation i Danmark, der systematisk deltager i møder med politikere, har udvalgsforetræde på Christiansborg, skriver høringssvar til ministerierne og er i dialog med borgmestre og politikere i kommunerne.

Lokalt står vi klar til at hjælpe dig – både som foreningsmedlem og enkeltmedlem.

I dette nummer af Vi Lejere kan du læse om vanvittige huslejestigninger i de danske byer. Mere end 60 procents stigning på de billigste boliger i København siden 2018 og store stigninger i andre byer kalder på politisk handling. I LLO ser vi sager med tredobling af huslejen!

Det problem er forværret de senere år, men bunder i manglende politisk handling og en forfejlet liberalisering.

De private udlejere presser citronen til sidste dråbe, når de vil sikre så stort et afkast til investorerne som muligt – uden hensyntagen til lejerne. Stigningerne kan ikke alene forklares med prisstigninger og stigende udgifter til nybyggeri.

Sammen med Forbrugerrådet Tænk har LLO kritiseret udviklingen, fordi den presser mennesker med små indkomster ud af byen. Vi kræver politisk handling nu.

Vi har været til møde med ministeren i foråret og har løbende kontakt med politikere på Christiansborg, ligesom vi udtaler os i medierne
om problemet.

Vi venter fortsat på et boligudspil fra regeringen, og i LLO har vi flerekonkrete forslag til politikerne, som du kan læse om i dette nummer.

Tak for at stå sammen med lejerne i LLO. Vi glæder os til at møde dig. Måske har du haft mulighed for at deltage i et møde eller i en
lokal generalforsamling, og ellers har vi mange spændende webinarer, som du kan deltage i online. Se bagsiden af bladet og på www.llo.dk

God læselyst!

Om forfatteren

Se artikler af Helene Toxværd

Landsformand for Lejernes Landsorganisation Danmark og formand i LLO Hovedstaden.

Back to top