Leder: Vi hører også hvad der ikke siges

I Danmark har vi en århundredlang tradition for, at vi sammen og som samfund sørger for, at næsten alle har adgang til en ordentlig bolig.

I begyndelsen af 1900-tallet blev det klart, at staten, samfundet, var nødt til at engagere sig i boligspørgsmålet. Der blev lovgivet om retten til at have en bolig, og i 1939 besluttede et bredt folketingsflertal at støtte opførelsen af almene boliger. I 1960- og 70érne opførtes der 100.000-vis af almene boliger, der erstattede gamle, dårlige og usunde boliger. Man kan sige meget om ensartet betonbyggeri, men det er betydeligt bedre at bo i sunde, lyse og luftige lejligheder, end det er at bo i skimmelbefængte bindingsværkshuse i en baggård. Men det er ikke kun de almene boliger, Folketinget løbende har besluttet at støtte. De borgere, der køber deres bolig fik – og får – massiv offentlig støtte via skattefordele, og regeringer af alle overbevisninger har historisk set været meget tilbageholdende med at røre ved denne støtte til boligejerne.

Spoler vi frem til nutiden, så havde den danske stat i 2022 en nettoindtægt på 600 mio. kr. på de almene boliger. Det hænger i realiteten sammen med, at staten støtter den almene sektor - dvs. de almene lejerne - ved at låne dem penge, og så selv låne pengene til en lavere rente et andet sted. I 2023 støttede de almene lejere altså staten med 600. mio. kr. netto, mens andelshavere og boligejere fik tilskud via fradrag (ejerne) og via manglende beskatning (andelshaverne). Når der gives hjælp i svære situationer (som fx ved støtten ved høje energipriser i 2022), så får boligejerne støtte fra statskassen, mens de almene lejere får støtte fra deres egen fælles sparegris, Landsbyggefonden. Og lejerne i den private udlejningssektor får, hvis de er heldige, en lille smule boligstøtte, som slet ikke har holdt trit med inflationen.

Den boligpolitik, der skal sørge for, at alle danskere har ret til en ordentlig bolig, er kommet under stærkt pres i de sidste 20-30 år. Udviklingen har delt Danmark i to – dem der ejer og dem der lejer. Er man ejer, og er man ”sprunget på ejer-toget” i rette tid, så kan man tjene en formue bare på at bo – langt mere end på hæderligt arbejde. Bor man til leje, så er der ingen opsparing og ingen formuegevinster. Er man almen lejer, så støtter man statskassen via lejen, og er man lejer i privat udlejning, så ryger en stadig større del af ens indtægt til en pensionskasse eller en kapitalfond, der oftest har adresse i et skattely. Det er simpelthen ikke retfærdigt, og det ødelægger den økonomiske rimelighed som gør, at vi som danskere kan se os selv som en del af samfundet – med andre ord det vi tit omtaler som sammenhængskraften i samfundet.

Derfor må det nu være lejernes tur. Vores regering og boligministeren har talt om, at der skal bygges flere ejerboliger for dermed at give flere mulighed for at købe deres bolig. Jovist, det er sådan set fint nok. De har også talt om, at der skal bygges flere almene boliger. Og jo, det er også rigtigt fint, på tide og tiltrængt.

Men vi hører også, hvad der ikke siges. Boligministeren sagde ikke før ministerskiftet 29/8, at vi skal ha’ styr på den alt for høje leje i moderniserede og nybyggede private udlejningsboliger og heller ikke, at nu skal de almene lejere ikke længere betale støtteordninger af deres egen opsparing. Det kan altsammen nu ændres med Sophie Hæstorp Andersen som boligminister.

Derfor denne opfordring til regering og boligminister: I LLO ønsker vi en boligpolitik, der bringer balancen mellem boligformerne tilbage. Vi ønsker en boligpolitik, hvor alle har adgang til en god, sund og betalelig bolig, uanset indkomst. Og vi ønsker en boligpolitik, der bringer sammenhængskraften tilbage.