Spørgsmål:
Til LLO. I vores lejekontrakt står det, at vores lejemål er 40 m², men vi synes, at lejligheden virker mindre. Vi målte derfor selv op og kom frem til, at den faktisk kun er 27 m². Hvad kan vi gøre for at få det ændret?
Hilsen
En studerende
Svar:
Overordnet kan det siges, at det er udlejers ansvar at sikre, at der er ajourførte oplysninger om deres ejendomme i Bygnings- og Boligregistret (BBR), jf. BBR-bekendtgørelsen. Det er således ikke en opmåling, der sker fra væg til væg i lejemålet.
Hvis man som lejer ønsker at udfordre opmålingen, er det min vurdering, at man selv skal betale for at få foretaget en opmåling af lejemålet hos en landinspektør og dele resultatet med udlejer. Hvis udlejer ikke reagerer, kan man gå til kommunalbestyrelsen og forsøge at få dem til at ændre opgørelsen. Hvis de ikke ønsker det, er sidste udvej at stævne udlejer med en påstand om, at de skal anerkende, at opmålingen er forkert.
I skal forvente, at denne proces er tidskrævende og forholdsvis dyr, allerede når landmåleren bestilles. Det skal holdes op imod, at der ikke er garanti for, at landmåleren kommer frem til, at lejemålet er 27 m².
Jeg vil gerne vide mere om, hvordan I har opmålt lejemålet, og modtage en kopi af jeres kontrakt, så jeg kan vurdere, om ovenstående proces vil give værdi for jer.
Venlig hilsen
Mads Antonsen, juridisk rådgiver, LLO Hovedstaden