LLO’s suverænt største afdeling, Hovedstadsafdelingen, holdt i april repræsentantskabsmøde i Vartov med deltagelse af 73 stemmeberettigede.
Mødets store temaer var dels regeringens såkaldte ghettoplan og dels forslaget til en ny struktur i LLO, kaldet ”LLO i forandring” (se også siderne 22 og 23). I debatten kom frustrationerne over boligreguleringslovens paragraf 5. stk. 2 om lejeforhøjelser efter fraflytning og modernisering igen tydeligt frem. Men der var også ting at glædes over. Bl.a. lejelovsrevisionen og et bagland med opbakning og fodslag og ikke mindst medlemsfremgang. Det sidste skyldes bl.a. det nye kontingentsystem for enkeltmedlemmer samt centraliseringen i den almene sektor.
Til angreb på ”ghettoplanen”
Formanden, Helene Toxværd, gik i sin beretning frontalt til angreb på ”ghettoplanen”. Den ville, hvis den blev virkeliggjort, betyde, at regeringen vil smide halvdelen af lejerne i Tingbjerg ud og sælge deres boliger til en privat investor, sagde hun. 72 pct. af beboerne har et arbejde, men er dårligt uddannede og lavtlønnede. Hvis de er heldige, kan de få lov at blive boende et sted i den samme by. Og så trak hun perspektivet op: ” Lige nu er det de almene lejeres rettigheder, der er truet, men snart er det måske lejerne i de private ejendomme, der bliver truet på deres boliger. Vi må ruste os”.
Kup og udmeldinger
Mange af de senere års opslidende diskussioner bunder i LLO’s struktur. ”LLO som landsorganisation er en paraplyorganisation, bestående af lokale afdelinger, der kan melde sig ind i LLO og til gengæld herfor kan bruge LLO og LLO-navnet. Men en LLO-afdeling kan også melde sig ud af LLO. Det var, hvad der skete i 2016, hvor nogle få personer kuppede en del afdelinger i det jyske og meldte dem ud på nogle højst besynderlige generalforsamlinger. Dette er ét af problemerne i LLO’s struktur. Et andet problem er, at det også er de lokale afdelinger, som suverænt beslutter niveauet for sagsbehandlingen og medlemsrådgivningen. Og at man lokalt beslutter, om man vil have flere medlemmer. For mig som landsformand betyder det, at når nogen har berettigede klager over sagsbehandlingen i en lokal afdeling, ja så kan jeg blot henvise til bestyrelsen dér og håbe på det bedste. Og det går jo ikke”, sagde Helene Toxværd, der som bekendt både er hovedstadsformand og landsformand. Hun gennemgik struktur-forslagets enkelte punkter og tankerne bag, hvor LLO fremover skal være én, udelelig organisation.
Fortsat kamp mod 5.2
Hun bebudede fortsat kamp mod paragraf 5. stk. 2. ”Hvis vi lader stå til, så forsvinder alle de regulerede boliger, men det er en kamp der er op af bakke”.
Kontingentforhøjelse og nyvalg
Et forslag om at forhøje kontingentet for enkeltmedlemmer blev enstemmigt vedtaget. Det trådte i kraft 1. juni 2018. Til bestyrelsen nyvalgtes Louise E. Hansen i stedet for Jan Baltzersen, der ikke genopstillede. Han modtog blomster fra formanden som tak for mange års solidt arbejde i bestyrelsen og LLOs hovedbestyrelse. Nyvalgt blev også Charlotte Rosenbeck og Maria Berth. Som suppleanter nyvalgtes Nils Olsen, Winnie Christoffersen, Birte Friis Gerstoft og Bjarne Holmbom.