Regeringen har fremlagt et forslag til sammenskrivning af lejeloven og boligreguleringsloven. Desværre uden helt nødvendige forenklinger og forbedringer.
Selvom boligreguleringsloven skrives ind i lejeloven, så fastholdes det system, som giver nogle få lejere dårligere beskyttelse end resten. 1 ud af 10 lejere bor i dag i såkaldte ”uregulerede kommuner” og har derfor mere usikre lejevilkår og fx en ringere beskyttelse imod pludselige huslejestigninger, end lejerne i resten af landet.
LLO mener, at alle lejere har krav på en ordentlig lejerbeskyttelse. Vi skal altså have de sidste 10% af lejerne op på samme niveau som resten af landets lejere. Ens rettigheder som lejer bør ikke afhænge af postnummeret.
Desuden har ministeriet lavet en fremstilling af reglerne om huslejefastsættelse i mindre ejendomme, som LLO slet ikke er enig i rent juridisk.
Af disse årsager har LLO anbefalet Folketinget at undlade at vedtage forslaget som det foreligger, og i stedet opfordret tinget til at forhandle en ny lejelov med forbedringer. Samt at rette op på spørgsmålet om huslejefastsættelsen i mindre ejendomme.