Skip to main content

LLO's navn misbrugt til snylteri

Lejernes LO har vundet en klagesag i Domæneklagenævnet mod Danske Lejere.

 

Hvordan håndterer man som lejerorganisation, at ens identitet og brand misbruges af en konkurrerende lejerorganisation til at hverve medlemmer?

Hos LLO indklagede vi Danske Lejere, som lejerorganisationen kalder sig, for Domæneklagenævnet for at få vores to domæner www. lloaalborg.dk og www.llom.dk, som i mange år har været tilknyttet LLO i det midt- og nordjyske, tilbage. LLO’s anklage lød bl.a. på, at Danske Lejere misbrugte de to domæner med klare LLO-kaldenavne som en del af deres egen identitet, hvorved de har snyltet på LLO’s navn, renommé og brandets høje kendskabsgrad til at skaffe medlemmer til deres egen nystartede forening. Misbrugets alvor kan anskueliggøres ved, at vi med LLO taler om et brand, der strækker sig 100 år tilbage, og som inden for vores branche fremstår som en institution.

Brud på etik og juridiske spilleregler

Domæneklagenævnets afgørelse gav os ret ved meget klart at fastslå, at vores konkurrent ”ved den pågældende brug af domænenavnet […] har handlet illoyalt over for klageren og dermed i strid med god domænenavnsskik”. Det er således en skarp kritik af Danske Lejeres handlinger. (Man kan læse om Domæneklagenævnets afgørelser på deres hjemmeside).

Man undrer sig som udenforstående sikkert over, hvorfor en konkurrerende lejerorganisation overhovedet vælger at ville associere sig med LLO, når de nu er konkurrerende? Baggrunden for dette og selve klagesagen har en lang og kompliceret historie, der helt overordnet kan forklares ved, at tillidsrepræsentanter i LLO tilbage i 2015 bryder med alle medlemsdemokratiske spilleregler, da de uretmæssigt bryder ud af organisationen og tager medlemmer og midler med sig over i det der nu kaldes Danske Lejere (for baggrunds-orientering se llo.dk).

De to domæner flyttes med og indgår i den nye organisation uden at domænerne, der ellers indikerer et direkte slægtskab med LLO, ændres eller fjernes. På den måde misbruges vores brand og immaterielle rettigheder til at skaffe kunder til en ellers ukendt aktør, som fungerer som direkte konkurrent til LLO.

Total ”google” forvirring

At domænerne for en tid pegede mod Danske Lejere skabte desuden en del forvirring blandt LLO-medlemmer og kommende medlemmer: Når de googlede efter LLO i det jyske, endte de med medlemskab i en konkurrerende lejerforening. Indmelderen lagde simpelt hen ikke mærke til navneændringerne og indmeldte sig i den tro, at det var LLO.

Hvis man inden Domæneklagenævnets afgørelse surfede ind på lloaalborg.dk, kom man ind på Nordjyske lejeres hjemmeside. Hvis man derefter ville indmelde sig, blev man ledt videre til Danske Lejere, hvilket vi desværre har haft mange henvendelser og klager om. Senere blev domænet flyttet fra Nordjyske lejere, så man i stedet via lloaalborg.dk kom direkte ind på Danske Lejeres hjemmeside, hvor selve indmeldelsen fandt sted.

Fuldmagtklagesager mod Danske Lejere

Den ulovlige praksis har ikke kun kostet LLO nye medlemmer, men også pådraget os en større arbejdsbyrde gennem en lang række fuldmagtsklagesager indbragt af LLO- medlemmer - nye som gamle - som pludseligt fandt ud af, at de var overgået til Danske Lejere, når de henvendte sig for at modtage rådgivning hos den LLO-afdeling, de i god tro mente at være medlemmer af.

Alle disse fuldmagtsager er blevet registreret og samlet i en database med henblik på et retsligt efterspil.

Økonomisk tab

LLO har utvivlsomt lidt et økonomisk tab som følge af Danske Lejeres uretmæssige brug af vores brand. Navneforvirringen omkring de to domænenavne har vildledt lejere, der enten var i god tro om at være LLO-medlemmer eller som ønskede at indgå medlemskab af LLO. Det overvejes derfor nu, om LLO skal rejse et erstatningskrav mod Danske Lejere på baggrund af Domæneklagenævnets afgørelse.

 

Om forfatteren

Se artikler af Thomas Villars Petersen

Kommunikation, SoMe og webmaster i LLO Danmark.

Back to top