Skip to main content

LLO-service i hele landet

På Lejernes LO’s kongres i 2021 blev det vedtaget, at der skulle igangsættes opbygning af landsdækkende servicekontorer eller centre til støtte for organisationens medlems-service i hele landet.

Det blev også bestemt, at alle afdelinger - senest ved udgangen af 2023 - skal være tilknyttet et servicekontor. Dog tilstod kongressen de enkelte afdelinger stor frihed til selv at vælge præcis, hvordan man ville organisere sig, herunder at vælge det personalemæssige forhold mellem ansatte og frivillige. Det blev også besluttet, at afdelingen kan vælge at stå for servicen alene eller vælge at gå sammen med en eller flere andre afdelinger - og altså dermed samarbejde om at tilbyde medlemsservice til medlemmerne.

Alene eller flere

Et servicekontor kan derfor ifølge lovene enten være drevet af én eller flere afdelinger i forening, eller det kan være en direkte del af landsorganisationen. Det sidste er for eksempel tilfældet i Aarhus.

Status her i efteråret 2023 er, at alle dele af landet nu formelt er dækket af servicekontorer.

Oprettelse og godkendelse af servicekontorer er underlagt LLO´s hovedbestyrelse og skal ske under hensyn til de lokale afdelinger og deres medlemmers behov.

Alle servicekontorer skal derfor godkendes af hovedbestyrelsen, ligesom man er forpligtet til at efterleve de konkrete servicemål, anvisninger og krav, som hovedbestyrelsen fastsætter.

Med start på disse sider, vil Vi Lejere forud for næste års kongres besøge og bringe artikler om alle servicekontorer og beskrive, hvordan de har valgt at løse opgaven.

Første reportage er fra Aalborg, hvor kontoret på Østerport dækker hele Nordjylland og også Herning-området. På næste side Glostrup, der har valgt at løse opgaven selv.

 

Om forfatteren

Se artikler af Helene Toxværd

Landsformand for Lejernes Landsorganisation Danmark og formand i LLO Hovedstaden.

Back to top