Huslejerne i den private udlejningssektor er stukket helt af, og det tvinger lejere til at bo alt for mange i samme lejlighed. Regeringen vil give kommunerne lov til at håndhæve regler skrappere for maksantal beboere i hver lejlighed. LLO roser forslaget.
Regeringen har igen fremlagt en del af et kommende boligudspil. Anledningen er blandt andet et svar på nødråb fra de socialdemokratiske borgmestre på Vestegnen i Altinget her.
De advarede i efteråret om, at gamle ghetto-problemer er på vej tilbage – ikke i de almene boliger, men dyrt privat byggeri, hvor udenlandske arbejdere og børnefamilier presses sammen på få kvadratmeter.
Social- og boligminister Sofie Hæstorp Andersen udtaler til Altinget:
”Målet må være, at de private udlejere sætter priserne ned, så helt almindelige familier kan bo i deres ejendomme, frem for at de lader huslejen være sat så højt, at den beror på, at der skal komme udlændinge og bo syv personer sammen”, siger ministeren.
Konkret foreslår regeringen, at de nuværende regler om beboermaksimum fremover skal være obligatoriske for udlejere i stedet for frivillige i de kommuner, som beslutter, at reglerne skal gælde. Kommunerne skal kunne gribe ind, når der bor for mange i en privat lejebolig, nemlig højst to personer pr. beboelsesrum.
Hos LLO glæder landsformand Helene Toxværd sig over forslaget:
”De nuværende regler om beboermaksimum virker reelt ikke, fordi man overlader det til den enkelte udlejer, om man vil have beboermaksimum eller ej. Vi støtter, at kommunen fremover kan beslutte dette,” siger hun og fortsætter:
”Det er helt korrekt, at huslejerne i den private udlejningssektor er stukket helt af, og hvis det skal ændres, kan forslaget ikke stå alene. I LLO har vi flere forslag, som kan sikre betalelige boliger.”
Læs kronikken fra Vestegnsborgmestrene på Altinget.dk
LLO: Håndhæv regler
Regeringens forslag giver kommunerne mulighed for at håndhæve det obligatoriske beboermaksimum efter kapitel 2 i lov om boligforhold.
Det foreslår regeringen
Kommunerne skal kunne gribe ind, når der bor for mange i en privat lejebolig, nemlig højst to personer pr. beboelsesrum.
Det betyder, at grænserne bliver:
Der må dog gerne ske en naturlig familieforøgelse. Der må således gerne bo flere, hvis det skyldes lejerens børn, ægtefælle, samlever eller disses børn.
Overskrides beboermaksimum, fører det i første omgang til et påkrav og i yderste konsekvens til ophævelse af lejeforholdet.
Kilde: Lov om boligforhold § 14 og Altinget.