Flere lejere søger gratis retshjælp og er hårdt pressede økonomisk. Der er sket en stigning i antallet af lejere, der søger om hjælp ved ophævelser og udsættelser. LLO rådgiver om lejeret, men henviser i andre sager til bl.a. Den Sociale Retshjælp, der har oplevet en stor stigning i henvendelser i 2025.
Et stigende antal danskere har ondt i økonomien eller møder andre udfordringer, der kræver juridisk rådgivning. Det kan være en afvisning af boligstøtte, tilskud eller store tilbagebetalingskrav. Det er dog langt fra alle, der har råd til at betale for juridisk rådgivning hos en jurist eller advokat. LLO hjælper kun i lejeretlige spørgsmål, så hvad gør man så?
”Generelt henviser vi en hel del medlemmer til de forskellige slags retshjælp, der findes. Vi har medlemmer, der tror, at vi kan hjælpe dem med alle slags retsområder. Det kan vi desværre ikke. Vi hjælper med lejeretlige spørgsmål”, forklarer juridisk chef i LLO Hovedstaden, Katrine Sparrewath.
”Vi henviser blandt andet til Den Sociale Retshjælp i sager, som vi ikke rådgiver om. Det kan fx være ansøgning om boligstøtte, naboklager, kontakten med skifteretten ved dødsboer, bodeling af lejemålet ved skilsmisse, eller når lejerne skylder hinanden penge. Det kan også være hjælp til at kontakte kommunen ved ansøgning om rengøringshjælp i vanrøgtsager”, forklarer hun.
”Det kunne også dreje sig om et kollektiv, der søger hjælp til at få lavet interne vedtægter for kollektivet og den slags”.
”Hvis folk vitterligt ikke har nogen penge, henviser vi dem til at søge hjælp til gældssanering”, forklarer Katrine Sparrewath.
Flere lejere er hårdt ramt Den Sociale Retshjælp i København oplever et stigende antal lejere, der får nej til boligstøtte og tilskud, og flere der søger om hjælp ved ophævelser og udsættelser.
Det bekræfter juridisk chef og daglig leder Magnus Chytræus-Andresen, der fortæller, at flere borgere søger om gratis retshjælp – herunder flere lejere.
”Vi har oplevet en stigning i antallet af henvendelser til retshjælpen – både i forhold til gældsrådgivning og juridisk rådgivning. I 2025 har vi behandlet 5.383 henvendelser, hvilket er en stigning på 140 procent fra 2024, hvor vi behandlede 3.824 henvendelser”, oplyser han.
Borgeren henvender sig med vidt forskellige problemstillinger.
Konkret oplever man i retshjælpen en stigning i henvendelser fra lejere, der står over for varsler om ophævelser og udsættelser af lejemålet.
Mange er økonomisk hårdt pressede
”Efter kontanthjælpsreformen og ændringerne i reglerne for boligstøtte kan vi se, at der er flere, som henvender sig, fordi de ikke har råd til basale udgifter som for eksempel mad og husleje. De vil høre, hvad de kan gøre. Vi har også enkelte, som selv oplyser, at de er udsættelsestruede. Men generelt er mange hårdt pressede”, forklarer Magnus Chytræus-Andresen.
Rådgivning om økonomi og gæld
Den Sociale Retshjælp tilbyder ikke økonomi- og gældsrådgivning for alle – kun for indsatte eller tidligere indsatte i fængsler. Men alle kan få hjælp til den slags hos fx Settlementet, der har kontor på Vesterbro i København, samt hos Forbrugerrådet Tænk.
Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning kan træffes på telefon 25 56 00 33. Læs mere her: www.gaeld.taenk.dk. De rådgiver ikke om finansielle produkter, pension, investeringer, skatteforhold eller virksomhedsøkonomi.
HER FÅR DU OGSÅ GRATIS RETSHJÆLP
Der findes en række NGO’er, der – ligesom Den Sociale Retshjælp - tilbyder gratis rådgivning:
SETTLEMENTET, www.settlementet.dk Mail: settlementet@settlementet.dk / Tlf.: 50 53 36 13.
KFUM SOCIALT ARBEJDE, www.kfumsoc.dk / Tlf.: 42 44 41 01 (ring for at aftale tid).
SR-BISTAND, www.sr-bistand.dk / Tlf.: 35 39 71 97.
FRELSENS HÆR, www.frelsenshaer.dk / Mail: NRG@fhmail.dk / Tlf.: 35 85 00 87.
FORBRUGERRÅDET TÆNK, www.gaeld.taenk.dk / Mail: gaeld-kbh@fbrtg.dk / Tlf.: 25 56 71 00.
KØBENHAVNS RETSHJÆLP, www.retshjaelpen.dk / Mail: mail@retshjaelpen.dk / Tlf.: 33 11 06 78.
RUSK, Blågårdsgade 49 kl. th., 2200 København N. Mail: kontakt@rusklaw.dk / Tlf.: 28 25 53 20.