Hej LLO
Jeg er medlem hos jer, og håber I kan hjælpe mig med, hvordan jeg skal forholde mig. Jeg er flyttet ind 1. maj 2023, men har stadig ikke fået en lejekontrakt, selvom jeg har bedt om det mange gange. Da jeg flyttede ind, aftalte jeg med udlejer, at jeg skulle betale 5.500 kr. i husleje pr. måned. til udlejers konto, og så fik jeg nøglerne udleveret, men jeg troede, at jeg ville få en kontrakt.
Derudover, så er der mange ting galt med huset, fx stikker nogle kabler ud af væggen i stuen, vinduet i soveværelset kan ikke lukkes rigtigt, lågerne i køkkenet hænger skævt, lidt af tapetet i stuen er begyndt at gå løs, udluftningskanalen i badeværelset virker ikke mere, og så er malingen på dørkarmene begyndt at krakelere. Hvad skal jeg gøre, når udlejer ikke længere vil tage telefonen, når jeg ringer?
Mvh.
Et frustreret medlem
LLO’s svar:
Kære frustrerede medlem
Tak for din mail. Jeg kan godt forstå, at det må være frustrerende, når din udlejer ikke længere er til at komme i kontakt med.
I forhold til spørgsmålet om lejekontrakt så kan man som udgangspunkt sagtens indgå en lejeaftale mundtligt. Det er dog sådan, at hvis en af parterne kræver det, så skal lejeaftalen udformes skriftligt. Det er dog vigtigt, at hvis aftalen laves skriftligt også, så skal det være de samme vilkår som den aftale, der allerede er indgået (medmindre man selvfølgelig aftaler andet).
Når I ikke har lavet nogen aftale om, at du skal overtage nogen del af vedligeholdelsespligten for udlejer, så betyder det, at udlejer både står for den indvendige og den udvendige vedligeholdelse, og dét har betydning i forhold til dit næste spørgsmål.
Jeg forstår det sådan, at du kun har haft kontakt til udlejer telefonisk, og i forhold til de mangler der er i boligen, vil jeg anbefale, at du kontakter udlejer skriftligt. Lav en liste over de mangler, der aktuelt er i lejemålet, og hvis det er meget omfattende, så del eventuelt listen op efter rum i boligen. Når du skriver til udlejer, så referer gerne til tidligere mundtlige aftaler så det dermed skriftliggøres, og så gør ham opmærksom på, at det er disse mangler, der er i boligen, og bed ham så sørge for udbedring af manglerne indenfor en nærmere bestemt frist, fx 2 uger.
Kan eller vil udlejer ikke udbedre manglerne, vil sagen kunne indsendes til Huslejenævnet i kommunen. Når sagen har været i høring og der er foretaget besigtigelse, vil nævnet kunne pålægge udlejer at udbedre manglerne inden en frist som nævnet fastsætter, og så vil de også kunne tage stilling til, hvor meget lejen kan nedsættes fremadrettet, hvis udlejer ikke sørger for udbedring indenfor nævnets frist.
Hvis det bliver aktuelt, anbefaler jeg at du kontakter din lokale LLO-afdeling, som vil kunne hjælpe med rådgivning om forløbet.
Med venlig hilsen
Rikke Daugaard Jepsen
Kontorleder, cand.jur. LLO – Servicekontoret i Aarhus