Skip to main content

Mangel på boliger, men: politikerne i hele verden sover

Alarmerende alarmer fra hele verden om mangel på boliger til at betale, og om hvordan huslejen næsten æder lejernes hele indkomst.

IUT Præsidenten hamrede budskabet ud i svensk granit, da hun fra talerstolen afsluttede verdenskonferencen for alverdens lejere med disse ord:

”Verdens og ikke mindst Europa’s politikere har sovet alt for længe i forhold til mangelen på boliger. De har ikke taget lejernes behov alvorligt. Som lejere i hele verden vil vi fortsat gå forrest for alles ret til et trygt hjem. Vi lever ikke i 1800-tallet!”, sagde svenske Marie Linder.

Hun og de mange mødedeltagere havde lyttet til alarmerende meldinger fra hele verden om mangel på betalelige boliger og om, hvordan huslejen næsten æder lejernes hele indkomst. Hertil beretninger om utrygge boligforhold, hvor udsættelser ved forbedringer er dagligdag.

21 lande

Den internationale lejerorganisation IUT holdt i april sit møde i Lissabon, Portugal, med deltagelse af 84 delegerede fra 21 lande. LLO deltog med en delegation på seks med landsformand Helene Toxværd i spidsen. Mødetemaet var trygge hjem og betalelige boliger. På programmet stod oplæg, diskussioner, rundbordsdrøftelser om aktuelle boligpolitiske temaer ift. kriseøkonomi (f.eks. energi), Endvidere huslejefastsættelse, hjælpeprogrammer og de mange forskellige former for huslejeloft.

Millioner af lejere presses

Der blev udvekslet erfaringer om håndteringen af de kæmpestore – og stadig større udlejningsfirmaer og kapitalfonde, som mere og mere dominerer udlejning overalt i verden - og som presser millioner af lejere verden over. Ideen var gensidig inspiration med ligesindede. Og på trods af forskellig national lovgivning, så viste konferencen, at erfaringerne – ja, de er meget ensartede, som Helene Toxværd gjorde opmærksom på. Netop det er et godt grundlag for nye initiativer til lovgivning i hvert land for sig og i EU.

Toxværd, der er medlem af verdensorganisationens bestyrelse, tilføjede, at ”vi i også er sammen for at fremme den almene boligform som en boligform, hvor der er plads til alle og hvor lejerne bestemmer”. Hun er 100 pct. enig med den svenske præsident i, at ”det føles mere vigtigt end nogensinde, at lejerne er organiserede”.

LLO er aktiv

På selve konferencen holdt direktør i LLO Hovedstaden, Claus Højte, et indlæg om vigtigheden af at løfte lejer-dagsordener i medierne. Han er i perioderne mellem de store møder aktiv deltager i flere arbejdsgrupper i IUT-regi, bl.a. som lobbyist omkring EU-Parlamentets direktiv om ejendommes CO2-belastning. Direktivet skal sikre, at lejerne ikke kommer til at sidde med sorteper, når der strammes op på kravene til alle bygninger og energirenoveringer bliver nødvendige.

Fælles mål

En fælles udtalelse fra verdenskonferencen anviser konkrete handlingsplaner og fælles mål for det fremtidige arbejde. IUT kræver bl.a. af beslutningstagere globalt et stop for udsættelse af lejere, offentlig støtte til energiforbedringer (for at undgå energifattigdom), huslejestabilisering, at lejere ikke ved forbedring er sættes ud af deres hjem, og at lejerne inddrages i alle processer og i alle institutioner.

Svenskeren Marie Linder blev genvalgt som præsident for IUT til sin anden periode frem til 2026.

 

Om forfatteren

Se artikler af Kjeld Hammer

Redaktør på Vi Lejere.

Back to top