Markedskræfter skyld i boligmangel
Københavnerne lever allerede i dag med ”markedets løsning” på boligkrisen – men markedet virker ikke.
Mads Strange (LA) giver i Altinget venstrefløjen skylden for Københavns boligkrise (Hovedstadens boligmarked er stukket af – og det er venstrefløjens skyld - Altinget). Ifølge ham er det “reguleringsiveren”, der gør byen for dyr. Men det er en bekvem bortforklaring. I virkeligheden lever vi allerede med konsekvenserne af det frie marked. Og det har spillet fallit.
Siden 1992 har al nybyggeri af private lejeboliger været uden huslejeregulering. Det er altså mere end 30 år siden, vi fik markedets løsning. Hvis det var opskriften på flere betalelige boliger, burde vi se resultatet nu. Det gør vi ikke.
At give venstrefløjen skylden er historieløst. Denne liberalisering var en af Schlüter-regeringens sidste handlinger – med modstand fra S og SF (Enhedslisten sad endnu ikke i Folketinget) (https://webarkiv.ft.dk/?/samling/19911/lovforslag_oversigtsformat/l63.htm). Det var Christiansborg-politik, ikke lokalpolitik.
Markedet har leveret svinedyre private lejeboliger. De bygges ikke til pædagoger og sygeplejersker, men til investorer, der vil maksimere afkast. Det er ikke et dansk særproblem, men et globalt fænomen. Boligøkonomisk Videnscenter og internationale forskere har dokumenteret, hvordan boliger i stigende grad er blevet gjort til finansielle aktiver frem for hjem (Financialization i 13 storbyer - en international rapport | Boligøkonomisk Videncenter).
Når store fonde køber ejendomme for at renovere, hæve huslejen og sælge videre, er resultatet det samme i København som i Berlin eller Vancouver: højere huslejer, gentrificering og at almindelige mennesker presses ud. Kommissionsformand Ursula von der Leyen har kaldt det en europæisk boligkrise, og EU har udpeget sin første boligkommissær, Dan Jørgensen.
Strange henviser til, at 78 procent af danskerne foretrækker ejerbolig. I dag bor ca. 57 procent faktisk i ejerboliger og 6 % i andelsboliger (https://www.sm.dk/Media/638905952778981866/Rapport%20fra%20Udvalget%20om%20tilbudspligt.pdf#page=25) . Statistikken viser, hvad folk ville ønske sig, hvis økonomien ikke satte grænser. Men virkeligheden er, at økonomien afgør, hvordan vi bor. Mange vil gerne eje, men det er ikke den type boliger, markedet producerer. Her er det Strange, der ikke kan leve med markedets konsekvenser.
På ti år er der bygget omkring 23.000 nye private lejeboliger i København – til priser langt over almindelige indkomster. Der er opført ca. 5.200 nye almene boliger, og 17.600 ejerboliger imens er ca. 1.000 andelsboliger forsvundet https://www.kk.dk/sites/default/files/2024-11/Boligredeg%C3%B8relsen%202024%20webtilg%C3%A6ngelig.pdf#page=10 . Nettoresultatet er en massiv skævvridning mod dyre boliger.
Det samme billede ses i London, Berlin og Vancouver: fri markedsleje giver ikke betalelige boliger – tværtimod. At bebrejde den såkaldte ”95 kvm-regel” for problemerne er derfor absurd. Den gennemsnitlige danske bolig er i øvrigt 112 kvm (Boligbestanden - Danmarks Statistik).
Efter 30 års eksperiment kan vi konstatere, at markedet ikke leverer en blandet og tilgængelig by. Hvis vi vil have en hovedstad, hvor sygeplejersker, sosu’er, butiksansatte og politibetjente kan bo, kræver det politiske løsninger: Gør det muligt at bygge flere almene boliger, indfør huslejeloft og stop for spekulation i eksisterende lejemål og en boligpolitik, der prioriterer hjem frem for finansielle aktiver.
Det er ikke reguleringsiveren, men blind markedstro, der gør København utilgængelig.
