Skip to main content

Migrantarbejdere snydes, men får hjælp af 3F og LLO

Fattige migrantarbejdere snydes af udlejere. 3F har lanceret en hjemmeside på flere sprog målrettet arbejdere, der bor til leje. LLO laver gratis webinar på engelsk til udlændinge. Ny standardlejekontrakt på engelsk skal hjælpe.

De strømmer til Danmark fra både Asien, Syd- og Østeuropa. Arbejdere, der drømmer om en bedre løn og en tilværelse, der kan sikre dem selv og familien en bedre fremtid.

Desværre bliver en del snydt af arbejdsgivere og udlejere, der udnytter den sårbare situation, som migrantarbejderne er i. Det viser en stribe sager fra 3F, som igennem mange år har hjulpet de udenlandske arbejdere.

Nu har 3F-afdelingen BJMF lanceret en ny hjemmeside på flere sprog, blandt andet engelsk, italiensk, polsk, litauisk og rumænsk, der fortæller om regler og rettigheder for lejere i Danmark.

Her henvises til LLO som et godt sted at gå hen som lejer:

”Du kan selv rejse en sag, men det er nok bedst at få hjælp til det. For at få hjælp kan du kontakte lejerforeningen LLO. LLO vil hjælpe dig, hvis du er medlem. Ligesom fagforeninger og forsikringsselskaber skal du tilmelde dig, før du får et problem”, skriver BJMF.

3F: Mange snydes

På hjemmesiden advarer den københavnske 3F-afdeling, BJMF, migrantarbejderne imod udbredt snyd.

”Vær forsigtig, når du træder ind på lejemarkedet. Mange, der er nye i det danske samfund, bliver snydt. Du bør altid tjekke, om den person, du lejer af, har lov til at udleje sin bolig. Ellers risikerer du at miste dine penge og måske også lejemålet. Hvis noget ser usædvanligt billigt eller pænt ud, så vær ekstra forsigtig. Brug alle dine muligheder for at få mere information”, skriver 3F.

”Du kan slå boligen op på internettet på hjemmesiden www.ois.dk. Her kan du se, hvem der ejer den – hvis det ikke er den samme person, der udlejer den til dig, bør du spørge, hvordan det kan være. Du kan også spørge naboerne, om de kender ejeren.”

Gratis webinar på engelsk

LLO er glade for, at 3F hjælper de udenlandske lejere, der ikke kender de danske regler.

LLO har mange medlemmer, der ikke taler dansk, og henviser blandt andet til den nye engelske standardlejekontrakt, som en hjælp til lejerne.

Desuden udbyder LLO et gratis webinar på engelsk: Renting in Denmark: Know your rights as a tenant. New to Denmark? Here’s what you need to know. Tilmelding sker via llo.dk

Om forfatteren

Jens Peter Kildevang

Journalist og redaktør af Vi Lejere. 

Back to top