Skip to main content

Mindeord om Peter Andersen

Det var med stor sorg, jeg modtog meddelelsen om, at vores mangeårige medlem af hovedbestyrelsen og bestyrelsen af LLO Hovedstaden, Peter Andersen, døde tidligt påskelørdag.

Peters engagement i samfundsforhold - og især lejerspørgsmål - er bredt kendt og anerkendt både i og uden for LLO.

Peter var et menneske, der ville noget; et menneske med stor kærlighed og en dyb og oprigtig interesse i andre mennesker og med et aldrig svigtende fokus på de forhold, vi som mennesker og som samfund byder hinanden.

Peter var en kendt og værdsat tillidsmand i den allerfineste forstand.

Hans engagement stammede helt tilbage fra barndommen, og det varede livet ud. Kun 14 dage før sin død - som næsten 82-årig - deltog han i sit sidste hovedbestyrelsesmøde. Peter ankom til mødet med stok og i taxa hele vejen fra Ballerup til centrum af København. For selv om benene ikke ville som han, så skulle tillidshverv passes. Det blev Peters sidste hovedbestyrelsesmøde i LLO, men det kunne ingen af os forudse, for han deltog som altid engageret i de enkelte punkter på dagsordenen. Det skete bl.a. i et indlæg om almene boliger og om de boligpolitiske ændringsforslag, han havde lavet til SFs landsmødeudtalelse weekenden efter i Kolding.

I LLO vil vi huske Peter som en vedholdende og stædig fortaler for retfærdighed og ordentlighed i forhold til boligpolitikken og ikke mindst for lejerne!

LLO har ved Peters død mistet en stærk og vedholdende røst, en fantastisk loyal tillidsmand med et aldrig svigtende fokus på organisationens ve og vel – både her og nu og i fremtiden! Han blev 81 år og var ved sin død æresmedlem af LLO.

Personligt siger jeg farvel til en trofast kammerat, et utroligt varmt, humoristisk og fint menneske, og en personlig ven i mere end 35 år.

 Vores tanker går til Peters kone Hannah, til børnene Casper, Josefine, Henrik og Henriette, samt til alle Peters børne- og oldebørn. 

 

 Æret være Peter Andersens minde.

 Helene Toxværd, landsformand

 

Om forfatteren

Se artikler af Helene Toxværd

Landsformand for Lejernes Landsorganisation Danmark og formand i LLO Hovedstaden.

Back to top