Myte: Huslejeregulering bremser ikke nye lejeboliger

En udbredt myte florerer blandt både politikere og udlejere.

Martin Laugesen, tidligere EP-kandidat for Liberal Alliance og ejer af et udlejningsfirma, gentager myten (16/8): “Den midlertidige huslejeregulering fra 1933 begrænser udbuddet af lejeboliger.”

Det er mindst tre fejl i den sætning.

For det første: Der blev ikke indført huslejeregulering i 1933. Det skete i oktober 1939 med et huslejestop, kort før Anden Verdenskrig – to år efter den første permanente lejelov i 1937. Huslejestoppet fra dengang er for længst ophævet.

For det andet: Den nuværende huslejeregulering, som primært gælder ejendomme opført før 1992,bygger på indførelsen af omkostningsbestemt husleje fra 1975 og 1980, som blev til efter et boligforlig fra 1974 imellem Socialdemokratiet, Venstre, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti. Ordningen er permanent. At kalde dem midlertidige er vildledning.

Fri husleje for nye lejeboliger

For det tredje: Reguleringen hæmmer ikke nybyggeri. Alt nybyggeri siden 1992 er undtaget og kan udlejes til fri markedsleje*. Bygger du en ejendom i dag, gælder reguleringen ikke.

Når Laugesen alligevel påstår det modsatte, er det ikke af hensyn til lejerne. Hans forslag indebærer reelt massive huslejestigninger til gavn for udlejere, som ham selv.

Udlejere siger, at markedet er løsningen på alt. Fri leje, flere boliger.
Ja, flere dyre udlejningsejendomme med huslejer, der ikke kan betales af lav- og mellemindkomster, skyder op i København og Århus. For almindelige lønmodtagere og unge uden rige forældre i ryggen er barriererne på byernes boligmarked blevet så høje, at der ikke længere er plads til dem. Hverken ejerboliger eller dyre lejeboliger er en mulighed, ligesom og byggeriet af almene boliger næsten er stoppet og andelsboligerne decideret forsvinder fordi de omdannes til private lejeboliger.

Markedet leverer ikke

Ifølge De Økonomiske Råd sparer private lejere i huslejeregulerede boliger i gennemsnit 17.000 kr. om året på landsplan, og 37.000 kr. i København. Det er altså, hvad der står på spil.

Og vi kender allerede den markedsbaserede løsning. Den blev indført af Schlütterregeringen i december 1991 udenom S og SF, da fri husleje blev tilladt for alt nybyggeri. Den har nu haft mere end 30 år til at vise, at den kan sikre betalelige boliger. Det har den ikke. I Oslo og London – med endnu mere vidtgående liberaliseringer – er resultatet det samme: Markedet leverer ikke.

Vismændene har endda også skiftet holdning og udtalte i 2023 at de ”På det opdaterede grundlag anbefaler vi ikke, modsat vores forgængere, at huslejereguleringen afskaffes.”

Derfor skal vi droppe illusionen om, at markedet på mirakuløs vis vil skabe billige boliger. Vi kunne aldrig drømme om at overlade folkeskolen eller sygehusene til markedskræfterne. Hvorfor skulle vi gøre det med vores hjem?

Huslejeregulering er ét redskab. Et andet kunne være kollektive forhandlinger mellem lejere og udlejere – præcis som vi kender det fra arbejdsmarkedet og fra den svenske boligsektor.

[*] Lejelovens § 54, stk. 1