Hvad kan man gøre, hvis udlejer ikke vil betale i henhold til en afgørelse fra huslejenævnet?
Du har fået en afgørelse fra huslejenævnet, hvor de har besluttet, at udlejer skal betale nogle penge tilbage til dig. Det er blandt andet i sager om lejens størrelse, hvor huslejenævnet nedsætter lejen, at lejer har et tilgodehavende hos udlejer. Udlejer betaler dog aldrig og betalingsfristen, som står i afgørelsen, er overskredet – hvad kan man så gøre?
Huslejenævnet har ikke kompetence til at opkræve dit tilgodehavende hos udlejer. Du har derfor to muligheder: Enten kan du opgive kravet eller du kan forfølge dit krav ved en inkassosag.
Inkassosag
En inkassosag betyder, at man vil inddrive sit krav ved hjælp af fogedretten, hvis udlejer ikke betaler.
Du kan selv føre en inkassosag, eller du kan få en anden, f.eks. et professionelt inkassobureau, til at føre sagen for dig.
Om du selv gør det eller får et firma til det, er proceduren overordnet den samme. Proceduren kan dog være lidt besværlig, hvorfor professionel hjælp kan være en god ide.
Du kan dog kun inddrive dit tilgodehavende via inkasso, hvis udlejer ikke har gjort indsigelse mod kravet. Hvis udlejer har gjort indsigelse, skal sagen indbringes for retten. Udlejer kan gøre indsigelse under hele processen - lige indtil fogedretten har afsagt en kendelse.
FØRSTE SKRIDT – SKRIV TIL UDLEJER (INKASSOSKRIVELSE)
Først skal du have sendt en rykker til udlejer, en såkaldt inkassoskrivelse.
Du skal være særlig opmærksom på, at udlejers navn og adresse er korrekt. Hvis det ikke er det, kan du ikke tage sagen videre i fogedretten. Udlejer kan både være en privat person, et kapitalselskab eller et personligt selskab. Hvordan man påfører udlejers navn, afhænger af dette. Hvis udlejer er flere personer/ firmaer, skal skrivelsen sendes til dem alle.
Dernæst skal du skrive det korrekte beløb, som du opkræver. Husk at dette også omfatter rykkergebyr og renter af dit tilgodehavende. Hvis dit krav skyldes en sag om for meget betalt leje, skal der regnes renter fra forfaldstidspunktet for hver huslejebetaling. Hvis det er en sag om tilbagebetaling af depositum, skal der regnes renter 30 dage efter modtagelsen af huslejenævnets afgørelse.
Til sidst skal du give udlejer en betalingsfrist på minimum 10 dage. Dette skal fremgå tydeligt af skrivelsen.
Du kan sagtens sende brevet via email. Men for en sikkerheds skyld anbefales det, at du sender det med almindelig post og afleveringskvittering for at kunne bevise, at den er afleveret til udlejer.
ANDET SKRIDT – INDBRING SAGEN FOR FOGEDRETTEN (BETALINGSPÅKRAV)
Hvis udlejer ikke betaler efter du har sendt inkassoskrivelsen, skal sagen indbringes for fogedretten. For at kunne gøre det, skal du udfylde en blanket, et såkaldt betalingspåkrav, som du finder på domstolens hjemmeside. Betalingspåkravet skal sendes til den fogedret, hvor udlejer bor.
TREDJE SKRIDT - SAGENS FORLØB I FOGEDRETTEN
Når betalingspåkravet er sendt til fogedretten, vil fogedretten først tjekke, om betalingspåkravet er udfyldt korrekt. Hvis det ikke er det, vil de sende det tilbage med en frist til at afhjælpe manglen.
Når betalingspåkravet er godkendt, vil de sende det til udlejer. Udlejer har så en frist på 14 dage til at komme med en indsigelse, hvis udlejer er uenig i kravet.
Kommer udlejer med en indsigelse, vil sagen videresendes til boligretten, som vil behandle sagen. Kommer udlejer ikke med nogle indsigelser, får betalingspåkravet 2. påtegning, og har nu virkning som en dom. Herefter indkalder fogedretten til et fogedmøde, hvor begge parter skal møde op.
Hvis udlejer ikke møder op, kan man enten bede om politifremstilling eller udkørende fogedforretning, hvor mødet afholdes på udlejers adresse. Mødet bliver derfor udskudt. På mødet prøver man at indgå en aftale om betaling af kravet f.eks. en afdragsordning.Hvis udlejer ikke har mulighed for at betale, kan du i stedet tage udlæg i nogle af udlejers aktiver. Udlæg betyder, at du får sikkerhed for dit krav i f.eks.udlejers ejendom. Derefter er mødet slut.
Selvom du har fået en afgørelse fra nævnet, er man desværre aldrig garanteret, at udlejer betaler. Men ved inkasso, har du mulighed for at få sikkerhed for dit krav, selvom det kan tage lidt tid. Hvis du har behov for hjælp til inddrivelse, så kontakt din lokale LLO-afdeling og hør, hvordan de kan hjælpe dig.