Nikolai Eliasson får nu 22.500 kr. tilbagebetalt efter hjælp fra LLO. Udlejer påstod, at han kun har et lejemål og derfor ikke skal lave ind- og fraflytningssyn. Men det passede ikke.
Nikolai Eliasson er en lettet mand. Han har nu fået 22.500 kr. tilbagebetalt, efter han gik til LLO. Udlejeren havde nemlig hverken afholdt det lovpligtige ind- og fraflytningssyn eller udarbejdet en fraflytningsrapport – noget, som ifølge loven er et krav, når man udlejer mere end én bolig.
Da udlejeren ikke kunne dokumentere, at synene var afholdt, mistede han retten til at kræve betaling for istandsættelse. Depositum på 18.000 kr. skulle derfor tilbagebetales til Nikolai.
”Det var totalt urimeligt, at han sendte den flytteopgørelse. Han ville have, at jeg skulle betale for gulvslibning og malerarbejde”, siger Nikolai Eliasson.
Samtidig havde udlejeren tidligere hævet huslejen med 500 kr. om måneden uden lovligt varsel eller aftale. Det svarede til 4.500 kroner i for meget betalt leje. Derfor endte tilbagebetalingen på i alt 22.500 kr.
”Jeg besøgte LLO i Herning, der fortalte mig, at jeg havde betalt for meget i leje. Derefter fik jeg hjælp af juristerne i Aalborg”.
Huslejenævnet afgjorde, at Nikolai Eliasson skal have tilbagebetalt i alt 22.500 kr. – sit depositum samt for meget opkrævet husleje. Da Nikolai Eliasson fik fuldt medhold, pålagde nævnet desuden udlejeren at betale et gebyr på 6.827 kr. til kommunen.
INKASSO
Pengene ”glemte” udlejer at betale til tiden. Men LLO opfordrede Nikolai til at skrive til udlejer og rykke ham for betaling. Så Nikolai skrev en mail til udlejer, at sagen ville blive sendt til inkasso, hvis pengene ikke blev betalt. Det hjalp.
Udlejer påstod over for huslejenævnet, at han kun havde et enkelt lejemål, og derfor ikke skulle lave ind- og fraflytningssyn.
Huslejenævnet vurderede dog, at udlejeren måtte betragtes som professionel, da der bor flere lejere i samme ejendom. Det betyder, at han er underlagt reglerne om syn og dokumentation – regler, han ikke havde fulgt.
LLO HERNING HJALP
Udlejer havde sat huslejen op med 500 kr. om måneden på et uretmæssigt grundlag. Det var i første omgang LLO Hernings formand Lars Dohn, der opdagede fejlen og sendte sagen til de dygtige jurister på servicekontoret i Aalborg.
”Jeg har været meget tilfreds med hjælpen fra LLO. Det har været en stor hjælp, og jeg har fået hurtigt svar. Det er en lettelse, at jeg ikke skal bruge mere tid på den sag. Jeg vidste ikke ret meget om reglerne dengang”, siger Nikolai Eliasson, der boede til leje i lidt over et år fra juli 2022 til september året efter.
”Jeg fandt frem til LLO via en tidligere lejer i ejendommen, som også havde vundet en sag over udlejer, og han anbefalede LLO. Det samme vil jeg gøre til andre lejere”, fastslår Nikolai Eliasson.
”BETAL FOR SKABET”
Udlejeren ville også have penge for et skab, som stod i lejligheden ved indflytning. Et krav han gentog efter at have tabt sagen i huslejenævnet. Her truede udlejer med politianmeldelse.
”Udlejer krævede penge for et skab, jeg havde købt af forrige lejer, hvilket jeg oplyste udlejer om. Alligevel vil han pludselig have 12.000 kroner for skabet, selvom der intet stod om skabet i lejekontrakten. Det var helt vildt, at han alligevel truede med politianmeldelse og rent faktisk anmeldte mig, efter han havde tabt i huslejenævnet”.
Politiet så på anmeldelsen og afviste den, fortæller Nikolai. Der var intet at komme efter.
Sagen er nu afsluttet og udlejer har opgivet alle sine krav.