Skip to main content

Ny lejelov - ny standardlejeaftale

Lejeloven er blevet ændret, og næsten alle paragraffer står nu et andet sted, end de gjorde før loven trådte i kraft d. 1.7.2022.

Fordi loven er ændret, så er indenrigs- og boligministeriets standardlejekontrakt også ændret, dog først pr. 1.9.2022. Kontrakten hedder nu ”typeformular A. 10. udgave” og erstatter den tidligere ”typeformular A. 9. udgave”. Der er dog en overgangsperiode, så begge lejeaftaler er autoriserede for aftaler indgået i perioden 1.9.2022- 31.12.2022. Bruger man en uautoriseret typeformular, kan det betyde, at visse vilkår må udgå. Kontakt din lokale LLO-afdeling herom.

Kun få

Vi må dog forvente, at det er få af de nye kontrakter, der benytter den gamle typeformular, da henvisningerne ikke længere passer med den gældende lejelov, og er der særlige vilkår i lejekontraktens § 11, skal disse stadigvæk henvise til gældende ret, altså den nye lejelov.

Ældre lejekontrakt

Hvis du har en ældre lejekontrakt, skal du ikke gøre noget. Din lejekontrakt fortsætter på de samme vilkår, og du behøver ikke at underskrive en ny kontrakt. Ønsker din udlejer alligevel, at du skal skrive under på en ny kontrakt, så lad LLO læse den igennem inden du skriver under.

Nyt i standardlejeaftalen

Den nye standardlejeaftale ligner sin forgænger i opbygning etc. Der er dog kommet én ekstra side på kontrakten, således at parterne har mere plads at fravige de almindelige regler på. Dette er typisk en ulempe for lejer, da man er dækket af lejelovens almindelige regler, hvis de ikke fraviges i kontrakten.

Bemærk dog at visse regler slet ikke kan fraviges - uanset hvad der står i lejekontrakten. Det skyldes, at lejeloven slår fast, at visse regler er ufravigelige. Desuden er der indført to fortrykte fravigelser i kontraktens afsnit om særlige vilkår. Èn om at aftalen skal reguleres efter fri leje (hvis det er muligt efter lejelovens regler), en anden om at lejen skal reguleres efter nettoprisindekset. Dette er anderledes end tidligere, hvor § 11 mere eller mindre var et stykke blankt papir.

Som noget positivt kan det dog fremhæves, at kontrakten i højere grad tydeliggør, at der er særlige opsigelsesregler for tidsbegrænsede lejemål. Tidsbegrænsede lejemål er nemlig som udgangspunkt uopsigelige i lejeperioden, og lejer kan derfor ikke opsige lejemålet med tre måneders opsigelse, medmindre man også skriver denne opsigelsesadgang ind i kontrakten.

 

Om forfatteren

Se artikler fra Anders Svendsen

Chefjurist, LLO i Danmark.

Back to top