Birte Friis Gerstoft tiltræder med ønske om flere muskler i LLO og mere synlighed.
Et fredsommeligt kampvalg til næstformandsposten i landets største LLO-afdeling - Hovedstaden – resulterede i, at LLO Hovedstaden fortsat har to kvinder på de to øverste poster.
På formandsposten er Helene Toxværd blevet genvalgt hvert andet år siden 2002 – senest i april 2024. Men da afdelingen skulle have ny næstformand d.15. maj, var der kampvalg mellem to kandidater.
Valgt blev Birte Friis Gerstoft. Hun afløser Louise E. Hansen, der er fraflyttet sin lejebolig i København, flyttet fra kommunen og trak sig fra sine tillidsposter i LLOH d. 9. april - efter fire år som næstformand og 10 år i bestyrelsen.
Trak sig fra alle poster
Modkandidaten til Birte F. Gerstoft var Birger Thamsen. Han trak sig tre måneder efter (20. august) fra alle sine poster i landsforbundets og LLO Hovedstadens ledelse, fordi han nu var ”ude af det beboerrelaterede arbejde” i sin ejendom og havde brugt sommeren til reflektion. Birger Thamsen ”smækkede ikke med døren”. Han takkede i en mail for godt samarbejde gennem årene og ønskede LLO held og succes fremover.
Nyvalg til forretningsudvalget
Valget af ny næstformand foregik på et konstituerende bestyrelsesmøde i LLO i maj efter repræsentantskabsmødet i april. På mødet skulle bestyrelsen også besætte posterne i hovedstads-afdelingens forretningsudvalg og vælge medlemmerne til landsforbundets hovedbestyrelse. Valget til forretningsudvalget udløste også kampvalg om én af posterne.
Det gav nyvalg til Sheku Jalloh, der gled ind på den ledige plads efter Louise E. Hansen. Helene Toxværd og Birte Gerstoft er ”fødte” medlemmer som formand og næstformand. Adrian Mirza Alcedo blev genvalgt.
Én ny og én veteran i HB
LLOH har 8 medlemmer af landsforbundets hovedbestyrelse foruden fire ”fødte” medlemmer, valgt til landsforbundets forretningsudvalg af den seneste kongres i 2021. De sidste fire er således fortsat Helene Toxværd, Birte F. Gerstoft, Karen Moustgaard og indtil 20.august også Birger Thamsen. Af de øvrige 8 medlemmer blev 6 genvalgt. Helt ny er Lene Hansen, der blev valgt til LLOHs bestyrelse i april og erstatter Annette Kongebro, som i stedet bliver suppleant. Det mangeårige HB-medlem Arne Edelhard indtrådte påny efter en periode som suppleant. De 8 HB-medlemmer er herefter: Sheku Jalloh, Hanna Kledal, Henning Dahl, Lene Larsen, Lene Hansen, Uffe Gravenhorst, Ester Jensen og Arne Edelhard. Suppleanter er Mariann H. Jensen, der blev genvalgt, samt Annette Kongebro.
Bred erfaring som leder Den ny næstformand i LLOH, Birte F. Gerstoft, er uddannet sygeplejerske og har - inden hun blev pensionist -været leder af en række forskellige uddannelsesinstitutioner i sundhedssektoren. Hun har sideløbende hermed taget en cand.mag.-uddannelse i dansk og kommunikation og arbejdet som frivillig i en humanitær organisation. Hun bor i en stor privat udlejningsejendom i København og blev her beboerrepræsentant i 2005. For 10-12 år siden valgtes hun som formand. I 2015 besluttede ejendommens lejere at indmelde sig i LLO Hovedstaden. Her har dens beboerrepræsentanter siden gjort sig stærkt gældende.
Muskler og synlighed
Vi Lejere spurgte Birte Gerstoft, om hun har nogle mærkesager, hun allerhelst ser fremmet? ”Det er så utrolig vigtigt, at vi har betalelige lejeboliger i København, for prisniveauet er ved at stikke helt af. Myndighederne skal presses til at sikre flere familieboliger. Derudover er det selvfølgelig vigtigt, at lejerne behandles ordentlig af deres udlejere og deres administratorer, for det gør de ikke alle steder. Hvis vi skal løfte disse opgaver, så må vi sikre, at landssekretariatet har nogle ordentlige forhold at arbejde udfra rent ressourcemæssigt. Det skal vi tage en alvorlig debat om på kongressen i næste måned. Og så skal vi være mere synlige. Begge dele sker kun, hvis vi har et stærkt landssekretariat”.