I en netop offentliggjort kortlægning af hjemløsheden har VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd - registreret lige under 6.000 hjemløs i Danmark. Der er tale om en stigning på 200 personer siden 2022.
”I sig selv lyder en stigning på 200 personer måske ikke af så meget, men hvis man sammenholder stigningen med den indsats, der gøres for at nedbringe antallet, er det markant. Og at stigningen er størst for de 30-39 årige, samtidig med at antallet af hjemløse under 30 år er uændret, det er dybt bekymrende - og i virkeligheden noget nær en katastrofe” siger LLO's landsformand Helene Toxværd.
Kun hver tredje er opskrevet til en bolig
I undersøgelsen fremgår det, at kun hver tredje hjemløse er skrevet op til en bolig, hvilket er uændret siden forrige kortlægning.
”Set i lyset af, at en boligløsning kombineret med specialiseret social støtte udgør hovedelementerne i en indsats ud fra Housing First-tilgangen, der er det bærende princip i hjemløshedsindsatsen i Danmark, så er det en forholdsvis lav andel, der er skrevet op til en bolig,” vurderer Lars Benjaminsen, seniorforsker i VIVE, og fremhæver at det er nødvendigt, at sætte fokus på strukturelle og systemmæssige barrierer, som for eksempel behovet for billige boliger og specialiserede støttemetoder.