Skip to main content

Nyt ministersvar fra Social- og Boligministeren

Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) gennemgår reglerne for den særlige forretningsmodel som LifeX angiveligt benytter, hvor familieboliger udlejes som enkeltværelser, typisk med en høj leje til følge.

Dette sker på baggrund af et spørgsmål fra Folketingets boligudvalg efter ønske fra Sigurd Agersnap (SF).

Ministeren går ikke ind i den konkrete sag, men giver en generel gennemgang af retsstillingen.

Her er hovedpunkterne i svaret:

1️⃣ Det skal indledningsvist afgøres om forholdet er omfattet af reglerne om hoteldrift eller lejelovgivningen. Dette afhænger af en konkret vurdering af bl.a. faciliteter, services, og betaling af moms.

2️⃣ Ministeren vurderer at "[...]det generelt ikke vil udgøre hoteldrift, at der til lejeforholdet er knyttet fx vask af linned, rengøring og evt. deling af forbrugsvarer."

3️⃣ At udleje værelserne i en beboelseslejlighed som enkeltværelser, kræver kommunalbestyrelsens tilladelse. En lejer har dog ret til at fremleje op til halvdelen af deres boligs værelser ud.

4️⃣ Lejefastsættelsen vil være som klubværelser -og dermed følge ejendommen. Det betyder at der som udgangspunkt skal betales omkostningsbestemt leje i udlejningsejendomme med 7 eller flere beboelseslejligheder.

5️⃣ Hvis udlejer betinger opnåelsen af retten til at leje et værelse af, at
man samtidig indgår aftale om levering af diverse ekstra ydelser, vil det efter
omstændighederne i sig selv kunne være ulovligt (efter den såkaldte dusørregel).

På baggrund af disse pointer afslutter ministeren sit svar således:

"[...] reglerne på området sætter klare rammer, som sikrer lejerne, både i forhold til lejens størrelse, og hvilke særvilkår, som kan betinges indgået i forbindelse med lejeaftalens indgåelse. Hvis udlejere ikke overholder reglerne, er der også adgang til at få prøvet fx lejens størrelse hos huslejenævnene."

 

Om forfatteren

Se artikler fra Anders Svendsen

Chefjurist, LLO i Danmark.

Back to top