I de cirka 1.350 almene lejemål i Grantoften bor over 4.000 beboere i alle aldre på tværs af nationaliteter og generationer. En stor renovering har skabt mange problemer for beboerne.
1968 flyttede de første beboere ind i ”Kollektivbyen Grantoften”. I dag bor der over 4.000 beboere i cirka 1.350 lejemål i den almene boligafdeling Grantoften, der ejes af Ballerup almennyttige Boligforening og administreres af DAB.
Her er fællesskab og sammenhold blandt både børn, hundeejere og pensionister, der har organiseret sig i klubber om alt fra porcelænsmaling, petanque, fodbold, fællesspisning til en fælles sommerferie for familier. Boligafdelingen ejer sin egen fodboldklub, Grantoften IF, stiftet i 1969, der har en naturskøn beliggenhed tæt på boligerne. Her kan både poder, ungdom, seniorer og grand old boys træne.
Charlotte Thinggaard flyttede ind som barn og har boet her hele sit liv i forskellige typer boliger. ”Jeg havde kun et enkelt år, hvor jeg flyttede ind til byen. Men det kunne jeg ikke holde ud. Der var for meget støj. Jeg savnede Grantoften. Jeg skulle bare hjem igen”, siger hun.
EN LANDSBY I BYEN
Der er familieboliger i rækkehusene samt 12345værelseslejligheder i højhusene samt ældre boliger i Platanbuen. Nu har en hel landsby på 4.000 indbyggere valgt LLO-fællesskabet. Beboerne har i efteråret ved urafstemning valgt at tilslutte sig LLO gennem en kollektiv sekretariatsaftale med LLO Hovedstaden, der nu er vokset betragteligt i medlemstal.
”Jeg tænker, at LLO har en god indflydelse og kan hjælpe beboerne med spørgsmål om lejeforhold, som få kender til. Det er bare rigtig godt, at vi kan nævne LLO, når vi er til møde med blandt andet entreprenør, boligselskab og ejendomskontor, så de rent faktisk lytter til os”, forklarer Charlotte Thinggaard.
PANDEN MOD EN MUR
Generelt mangler beboerne hjælp og lydhørhed, oplever Charlotte Thinggaard og bestyrelsesmedlem Palle Jacobsen, der viser rundt.
”Man løber panden mod en mur på boligkontoret. Boligerne er ikke istandsat ordentligt ved indflytning, men der stilles store krav til lejerne ved fraflytning”, forklarer Charlotte.
Beboerne oplever problemer med skimmelsvamp, som ikke håndteres inden indflytning, bekræfter Palle Jacobsen.
UDEN LOKUM OG BAD I ET ÅR
Charlotte Thinggaard elsker området, men ærgrer sig over, hvordan renoveringen er forsinket og har skabt mange problemer. ”Jeg valgte at flytte internt fra et rækkehus til en lejlighed, fordi der har været så mange problemer med renoveringen”.
MT Højgaard og boligselskabet varslede, at beboerne skulle leve uden bad og WC i 11 uger.
”I række 1 har beboerne nu ventet i et år. De er tvunget til i alt slags vejr at gå langt for at nå hen til en toilet- og badevogn. Der er tilmed dårlig belysning. Det er ikke i orden”, mener Charlotte Thinggaard, der i dag bor i et af Grantoftens højhuse.
Palle Jacobsen er enig og har rejst kritikken flere gange. De i alt 456 rækkehuse er fordelt på 12 gårde med 38 rækkehuse i hver gård. Som led i helhedsplanen skal de alle have renoveret badeværelser, vinduer, lavet sokkelisolering og installeret ventilationsanlæg med varmegenvinding (Genvex). Det har skabt mange problemer med larm og møg i husene.
To beboere har valgt at flytte i sommerhus, imens deres hus blev renoveret, for egen regning – der var nemlig ikke tilbud om genhusning, da renoveringen kun skulle vare 11 uger i hver bolig. Nu har det stået på i et år i række 1.
FÆLLESSKAB SAT PÅ PRØVE
Palle Jacobsen har boet i Grantoften siden 1979. Palles storebror er 84 år og er genbo to huse ved siden af lillebrorens rækkehus. Storebroren flyttede ind i 1968, da kollektivbyen Grantoften netop var klar.
Palle Jacobsen er en af de 9 meget aktive bestyrelsesmedlemmer i Grantoften. Han er gået på pension og bruger mange timer i byggeudvalg og til møder med boligorganisationen og MT Højgaard. Andre bestyrelsesmedlemmer bruger tid på at skrive, redigere og udgive Grantoftens eget beboerblad, som er udkommet siden 1968.
”Vi har før været medlem af LLO. Dengang var jeg ude og samle underskrifter ind. Ellers ville boligselskabet ikke tillade beboerne at få forslaget til afstemning. Nu har Charlotte og andre taget over og stillet forslag om medlemskab igen. Det er godt”, mener Palle Jacobsen.
”Er du på arbejde, er du medlem af en fagforening, mens arbejdsgiveren er medlem af en arbejdsgiverforening. Vores boligselskab er medlem af BL, og vi er nu medlem af LLO, som er vores fagforening. Sådan skal det være”.
BEBOERNES EGNE GRUPPER:
Grantoftens beboere / Stop Madspild i Grantoften / Grantoften – Hjælp til IT / Grantoftens Hunde / Boliginspiration Grantoften / Salg i Grantoften / Bortgives/Søges til gratis afhentning i Grantoften.