Skip to main content

Pas på derude

Langt det store flertal af private udlejere i Danmark følger love og regler. Men, men. Folks behov for en bolig er åbenbart for nogle – og de er desværre flere og flere – en FOR stor fristelse at tøjle, når de skal modstå egen griskhed og pengepung. Derfor ser vi fortsat både store svindlere med mange ejendomme, mellemstore og små. De er der alle sammen. Og mest i storbyerne, men i hele landet møder man dem.

I LLO bliver vi igen, igen bekræftet i, at moral tilsidesættes og love og regler omgåes, hvis udlejerne kan slippe afsted med det. I mange sager gælder, at LLO har kunnet hjælpe lejerne frem til enten at føre en sag og vinde i Huslejenævnet eller til et forlig inden, mens lejere i andre sager fortsat venter på Huslejenævnets afgørelse.

Du kan fx læse om en udlejer, der er blevet idømt en bøde på 250.000 kr for ikke at informere sine lejere om sin tabte sag i Huslejenævnet om huslejens størrelse.

Det bekræfter os i, at der ofte ER muligheder for at dæmme op imod både snyd og svindel eller bare omgåelser eller fortielser. Tørre tal fortæller også en historie. Alene i LLO Hovedstaden er der indberettet 26 pct. flere sager mod udlejerne ved huslenævnene i 2022 i forhold til 2020.

Vi ved, der er rift om lejeboligerne. Folk fristes hurtigt og beslutter sig nogle gange uden at gennemtænke vigtige detaljer. Lejerne ved jo godt, at der er 10 andre i køen efter dem. Men pas på med bolig-stress. Hvis et tilbud lyder godt, så er det måske fordi det netop er for godt. Om en måned skal tusindvis af studerende ud på boligmarkedet. De vil opleve de dunkle sider af boligmangelen. Du kan læses vores guide Studiestart og din første bolig, som kommer med gode råd til hvordan du undgår at blive snydt.

Men politiske initiativer og ny lovgivning – godt hjulpet frem af LLO – har gjort livet sværere for svindlere og spekulanter. Det arbejde fortsætter vi ufortrødent.

 

Om forfatteren

Se artikler af Kjeld Hammer

Redaktør på Vi Lejere.

Back to top