Skip to main content

Pas på fupannoncer og boligsvindel

SVINDLERNE ER BEGYNDT AT BRUGE AI TIL AT NARRE BOLIGSØGENDE. MANGE BLIVER SNYDT AF FALSKE ANNONCER FOR LEJEBOLIGER OG FRANARRES DEPOSITUM.


Falske udlejere har gode muligheder for at svindle desperate mennesker, der leder efter en ledig lejebolig i byen. Særligt omkring sommer og studiestart står det slemt til.
Jo mere desperate, de boligsøgende er, jo større er risikoen for at blive udsat for snyd i boligjagten.
Det udnytter svindlere i stor stil netop nu.
Du skal aldrig betale depositum for en bolig, inden du har set lejligheden selv, og har undersøgt og vurderet, om udlejeren er pålidelig ved at søge på internettet og sociale medier.

Undersøg udlejeren
Søg på udlejers navn online og på sociale medier – findes han? Bed AI og Google om hjælp til at tjekke udlejerens navn og fotos.
Tjek, hvem der er registreret som ejer af boligen på www.tinglysning.dk og www.ois.dk.
Bank på hos naboen for at høre, om de kender udlejeren. Er han den person, som han udgiver sig for at være?

Ingen folkeregisteradresse?
I LLO oplever vi, at mange bekymrede lejere henvender sig. De har fx fået at vide, at de ikke må oprette sig med CPR og folkeregisteradresse ved lejemålet. Det er en alarmklokke.
Hvis du får at vide, at du ikke må have folkeregisteradresse i lejligheden, har udlejeren nok slet ikke lov til at leje boligen ud.

Få fremvist boligen
Vil udlejeren ikke fremvise boligen til dig, er der noget galt. Men selv efter en fremvisning skal du tjekke udlejerens navn ved at søge på nettet via ois.dk og tinglysning.dk.

Betal kun til en dansk bankkonto
Overfør kun penge elektronisk til en dansk bank, så der er dokumentation for betalingen. Betal ikke depositum eller forudbetalt leje, før du har set boligen og har en gyldig lejekontrakt. Kræv at få en kvittering for de penge, du overfører.

Få hjælp hos LLO
Få læst lejekontrakten igennem hos LLO. Gå alle dokumenter igennem, før du skriver under. Vær obs på vilkår, depositum, istandsættelse og opsigelse.
Mange private lejere betaler en for høj husleje. Loven giver i nogle tilfælde mulighed for at få denne leje sat ned, også selvom du har skrevet under på kontrakten.
Hvis du klager, inden der er gået ét år, får du de penge, du har betalt for meget, tilbage – med tilbagevirkende kraft. Klager du efter ét år, sættes huslejen kun ned fremover.

 

 

  • PAS PÅ FALSKE BOLIGANNONCER ONLINE – AI SNYDER DIG
    I løbet af sommeren har medierne været fyldt med historier om folk, der franarres depositum af falske udlejere, der påstår, at de lejer en bolig ud, som de slet ikke ejer eller må leje ud.

Svindlerne er meget kreative og bruger AI til at forfalske billeder og papirer som dokumentation for ægtheden af lejemål og ejerskab af bolig.

Tjek, om billederne af lejligheden bruges andre steder på nettet for eksempel på Airbnb. Du kan selv bede AI – fx Google og ChatGPT – om at søge efter, om billedet er brugt andre steder på nettet. Du kan prompte AI ved at bede den søge efter foto og navn på udlejeren.

  • PAS PÅ MED AT UDLEJE VIA AIRBNB
    TV 2 skriver om Christian Bramsholm, der er blevet kontaktet af seks mennesker, der havde været til åbent hus i hans lejlighed, imens den var lejet ud via Airbnb. Svindleren, der havde lejet Christians bolig via Airbnb, havde brugt den til at lave falske boligannoncer og afholde fremvisninger.
Mindst to boligsøgende nåede at overføre penge til svindleren – et depositum og forudbetalt leje på omkring 40.000 kroner. Men Christian Bramsholm frygter, at der er flere derude.
TV 2 skriver, at selvom boligsider bliver bekendt med svindel, gør de ikke brugerne opmærksomme på det. Svindellejligheder markeres blot som "udlejet", inden de fjernes.
  • PAS PÅ MED DELELEJLIGHEDER
    Hvis du flytter ind i en lejlighed, hvor det kun er din ven og ikke dig, der står på lejekontrakten, så har du usikre lejeforhold.
Du fremlejer nemlig teknisk set et værelse af den ven. Hvis et skænderi ender med, at din ven smider dig ud, har du kun én måneds varsel til at flytte.
Hvis både du og din ven skriver under på lejekontrakten, kan du få problemer, når du flytter. For hvis udlejeren ikke vil slette dig fra lejekontrakten, så hæfter du for eventuelle skader, der bliver påført lejligheden, indtil din ven også flytter.
  • FIND FEJL OG MANGLER INDEN 14 DAGE
    Når du er flyttet ind, skal du sende en liste over eventuelle fejl og mangler i boligen. Dette skal du gøre inden 14 dage.
Du bør gemme din kopi af brevet/e-mailen, så du er sikker på, at udlejer ikke kræver, at du ved fraflytning betaler for mangler, der allerede fandtes, inden du flyttede ind.
Tag gode og skarpe billeder som dokumentation. Fejl og mangler kan være alt fra en plet på gulvet til en dør, der mangler.
  • BETAL DIN LEJE OG BETAL DEN TIL TIDEN
    Husk altid at betale din husleje til tiden og tilmeld dig evt. betalingsservice.
Betaler du ikke din husleje til tiden, skal udlejer sende dig en rykker med en betalingsfrist på 14 dage. Betaler du heller ikke, efter rykkeren er kommet frem, kan du risikere at blive smidt ud meget hurtigt.
Hvis du har en konflikt med udlejeren, bør du ikke tilbageholde lejen, da det er en nem måde for udlejer at komme af med dig. Kontakt altid LLO inden du tilbageholder huslejen eller modregner.

 

3 HURTIGE RÅD

    • Tjek, hvem der ejer eller administrerer boligen, før du går videre. Du kan blandt andet bruge tinglysning.dk eller ois.dk
    • Se boligen, før du skriver under. Aftal altid en fremvisning, og vær skeptisk, hvis udlejeren ikke vil vise boligen frem.
    • Betal ikke kontant og overfør kun til et dansk pengeinstitut og få kvittering

Se LLO’s studiestartside her: www.vi-lejere.dk/studiestart-og-din-forste-bolig/


SE OGSÅ: https://www.vi-lejere.dk/artikler/posts/falske-udlejere-snyder-unge/

 

 

 

Tegn et medlemskab

Bliv en del af fællesskabet og nyd god at medlemsfordelene. Som medlem af LLO kan du få hjælp, rådgivning og sagsbistand i alle de situationer, der kan opstå, når du lejer dit hjem: Ved indflytning, fraflytning, lejestigninger og fremleje. Om vedligeholdelse, genhusning og opsigelse – og tryghed.

Om forfatteren

Jens Peter Kildevang

Journalist og redaktør af Vi Lejere.

Kontakt: redaktion@llo.dk 

Back to top