Skip to main content

Pas på: Nye internetsider går efter lejerne

Nye lejer-venlige studenter-virksomheder reklamerer med ”ingen risiko”. Men det er forkert. De vil frit kunne droppe din sag, du får ikke det sidste ord om forlig, de er ikke forsikrede, du kan ikke få et møde og heller ikke ringe.

Flere nye, små studenter-drevne virksomheder tilbyder deres hjælp til lejerne. Men pas på, for det kan koste dig dyrt.

Flere nye hjemmesider såsom Digura.dk, Fairhusleje.dk og Rentguide.dk, tilbyder at føre sager for lejerne, hvor man ikke skal betale, hvis man ikke vinder sin sag. Dvs. ”no cure -no pay”. Hvis man omvendt vinder, skal man betale en procentdel (typisk 15-20% for Digura.dk, 25% for Fairhusleje.dk og 30% for Rentguide.dk) af det, lejeren har vundet eller sparet.

I LLO kræver vi ikke en andel af de penge, lejerne får tilbage, fordi vi synes, der er tale om lejernes egne penge. I stedet skal man betale medlemskontingent.

Risiko?

Fordi flere af siderne er drevet af studerende (Digura.dk og Rentguide.dk), dækker de normalt ikke dine omkostninger ved eventuelle retssager. Hvis udlejer anker sagen, får du derfor ikke hjælp fra dem. Taber man en sag i boligretten, skal man normalt betale titusindvis af kroner tilbage til modparten. Når hjemmesiderne reklamerer med ”ingen risiko”, er det derfor forkert. Virksomhederne tager endvidere forbehold for at droppe din sag, hvis de ikke ønsker at føre den videre.

Du har ikke det sidste ord!

Hvis du bruger Digura.dk, får du ikke det sidste ord, hvis der indgås forlig på dine vegne. Du kan derfor ikke bestemme, om du vil indgå forlig med udlejer, eller hvad forliget skal indeholde. Dette er i strid med god advokatskik, men rådgiverne på Digura.dk er ikke advokater men studerende, og man kan ikke få bøder fra Advokatnævnet, hvis man ikke er advokat.

Ikke forsikrede

Det fremgår ikke af hjemmesiderne, at de er ansvarsforsikrede, så hvis de begår fejl i deres sagsbehandling eller rådgivning, som koster dig penge, kan du risikere ikke at kunne rette et krav imod dem.

Kun e-mails

Endelig er det ikke som udgangspunkt muligt at få telefonisk hjælp eller komme ind til et møde med de omtalte virksomheder, da alting foregår elektronisk.

I LLO har vi den holdning, at lejerne ikke skal snydes, heller ikke af deres rådgivere.

LLO’s mål har altid været, at lejerne ikke må blive snydt. LLO har intet imod, at der kommer nye rådgivere til lejerne, men vi ønsker ikke, at lejerne skal blive snydt af disse nye rådgivere.

 

Om forfatteren

Se artikler fra Anders Svendsen

Chefjurist, LLO i Danmark.

Back to top