Skip to main content

PM: Nyvalgte politikere kan sikre lejerne bedre vilkår

De nyvalgte kommunalpolitikere kan skabe et boligmarked med tryghed, fair vilkår og lige muligheder for alle lejere uden forskelsbehandling. 20 kommuner er uregulerede og stiller lejerne ringere end i resten af landets 78 regulerede kommuner.

Lejernes Landsorganisation efterlyser kommunalpolitikere, der tør sikre lejerne bedre rettigheder.

“Lejerne i hele Danmark fortjener rimelige og stabile vilkår. Som nyvalgt politiker kan du være med til at sikre, at alle har adgang til en lejebolig med en fair husleje, og ingen borgere lever under urimelige boligforhold”, siger Helene Toxværd, landsformand for Lejernes LO.

Alle kommuner kan stille krav om 25 procent almene boliger, når der vedtages nye lokalplaner. Det skal de nyvalgte kommunalpolitikere udnytte, mener lejerne.

”Den chance bør alle kommuner gribe. Desværre har vi mange kommuner, der ikke prioriterer almene boliger i lokalplaner og i stedet har ringere vilkår for lejerne”, siger LLO-formanden.

Kommunalpolitikerne i 20 uregulerede kommuner kunne vælge at sikre lejerne bedre vilkår og beskyttelse ved at blive regulerede.

”Politikerne har nu en gylden mulighed for at skabe et reguleret boligmarked med en fair leje og lige vilkår. Det vil skabe reel tryghed for tusindvis af borgere – og et boligmarked, der fungerer til alles fordel”, siger Helene Toxværd.

LLO undrer sig over, at omkring 20 kommuner stadig er uregulerede – herunder store kommuner som Herning. Se de kommuner her.

LLO opfordrer kommunerne til at handle på flere fronter for at styrke lejernes vilkår og sendt fem forslag til alle partier og byrådsmedlemmer i de 20 uregulerede kommuner: 1. Retfærdige vilkår for alle lejere – bliv en reguleret kommune. 2. Styrk huslejenævnene. 3. Flere almene boliger og blandede boligområder. 4. Kvalitet og vedligehold – bekæmp skimmelsvamp. 5. Håndhæv obligatorisk beboermaksimum i boliger. Læs mere om de fem forslag nedenfor.

Pressekontakt

Landsformand for LLO: Helene Toxværd / Chefjurist i LLO: Anders Svendsen

Begge træffes via pressetelefon: 33 86 09 21 / www.llo.dk/presse/

 

FAKTA: LEJERNES 5 FORSLAG
Lejernes LO’s fem forslag – kort fortalt – læs mere i bilag her

    • Retfærdige vilkår for alle lejere: Regulering skaber tryghed, forudsigelighed og stabilitet. Uregulerede kommuner giver lejerne dårligere vilkår end i regulerede nabokommuner. Huslejen stiger hurtigere og vedligeholdelsesudgifter tørres af på lejeren. Læs mere.
    • Styrk huslejenævnene: Der er alt for lang ventetid i mange huslejenævn. Flere ansatte og kortere sagsbehandlingstid sikrer, at lejere og udlejere møder et effektivt og troværdigt nævn og vil modvirke den utryghed og bekymring mange lejere oplever.
    • Flere almene boliger og blandede boligområder: Kommunerne kan understøtte opførelsen af betalelige lejeboliger, hvilket styrker både social balance og velfærd.
    • Kvalitet og vedligehold: Effektivt tilsyn og kontrol af især skimmelsager sikrer sunde boliger og forebygger sundhedsskadelige forhold.
    • Håndhæv obligatorisk beboermaksimum: Håndhæv regler for maksimal belægning i lejeboliger. Det beskytter børn, unge og udenlandske arbejdstagere mod trange og usunde boligforhold. Regeringen vil nu give kommuner ret til at håndhæve regler, uanset om udlejer giver accept eller ej.

Lejernes LO står klar til konstruktivt samarbejde med de nye kommunalbestyrelser og tilbyder dialog, viden og sparring for at sikre fair og ansvarlige vilkår for lejerne i hele Danmark.

Læs mere om alle fem forslag her.

 

 

FAKTA

Regeringen vil som led i sit boligudspil give kommunerne mulighed for at bygge flere almene boliger ved at hæve maksimumbeløbet i udvalgte områder.

Regeringen vil desuden give kommunerne bedre mulighed for at håndhæve reglerne om, hvor mange der må bo pr. lejlighed i privat udlejning, uanset om udlejer giver accept. Det bør kommunerne udnytte, mener LLO. Flere borgmestre har advaret imod ghettodannelse i private lejeboliger, som er så dyre, at flere familier og personer presses sammen på for lidt plads for at få råd til lejen.

 

Om forfatteren

Jens Peter Kildevang

Journalist og redaktør af Vi Lejere.

Kontakt: redaktion@llo.dk 

Back to top