Lejere har ret til at danne en andelsboligforening, hvis deres ejendom sælges. Men det sker meget sjældent, fastslår ny rapport. LLO ønsker opgør med høje huslejer i private udlejningsejendomme, som skævvrider boligmarkedet og forhindrer nye andelsboligforeninger.
Der oprettes alt for få nye andelsboligforeninger – faktisk er der de seneste fem år forsvundet 4.000 andelsboliger, mens der til gengæld er kommet 100.000 nye private udlejningsboliger til.
Regeringen nedsatte i 2024 et udvalg, som skulle kigge på udfordringerne med den ordning, der skal sikre, at lejerne får tilbudt at overtage deres ejendom som andelshavere ved salg eller overdragelse – den såkaldte tilbudspligt.
Nu er rapporten offentliggjort. Konklusionen er, at der stort set ikke dannes nye andelsboligforeninger, da det er meget svært for lejere at benytte tilbuddet om at købe ejendommen og stifte en andelsboligforening, fordi både ejendomspriserne og huslejen er eksploderet. Det gør det ekstremt svært for lejerne at få råd til at købe og danne en andelsboligforening.
"Hvis man virkelig ønsker flere andelsboliger, er det ikke tilbudspligten, der skal ændres. Det er de huslejeregler, der har pustet ejendomspriserne op og gjort det umuligt for lejere at købe," udtaler chefjurist i LLO, Anders Svendsen, der har siddet med i udvalget på vegne af Lejernes Landsorganisation (LLO).
Anders Svendsen og LLO udtaler i en mindretalsudtalelse afgivet i udvalget vigtigheden af at se på huslejernes himmelflugt (se udtalelsen nederst).
"Det er liberaliseringen af huslejereglerne, der er skyld i manglen på både andelsboliger og lejeboliger, der er til at betale for mellemindkomster. I dag mangler der boliger, og huslejen i privat udlejning er eksploderet. Lejerne betaler i dag op mod 15.000–18.000 kr. i månedlig leje, hvilket forhindrer dem i at spare op og købe en bolig,” siger han.
Dyre lejeboliger dominerer
Social- og Boligstyrelsens tal viser, at priserne på udlejningsejendomme – renset for inflation – er tredoblet, siden man indførte reglerne om gennemgribende moderniseringer.
Den kraftige værdistigning skyldes, at ejendommene nu kan kaste højere husleje af sig. Det har både tiltrukket udenlandske investorer og har presset lejerne økonomisk.
Ifølge en tidligere ekspertudredning er huslejen i disse moderniserede boliger i gennemsnit 80 pct. højere end i ikke-moderniserede.
"Når både huslejen og ejendomspriserne er steget så meget, medfører det, at de lejere, som får mulighed for at købe deres ejendom som andelsbolig, ofte ikke har økonomien til det – ligesom det er sværere for dem at spare op. Det gælder, selvom udvalgets beregninger viser, at boligomkostningerne ved at blive andelshaver faktisk er lavere end at fortsætte som lejer," siger Anders Svendsen.
Udvalget bag den netop offentliggjorte rapport anerkender, at reglerne om tilbudspligt ikke fungerer optimalt og foreslår tekniske justeringer, der skal gøre processen lettere og mere smidig. Flere af disse tiltag støtter LLO.
Alligevel viser udvalgets egne tal, at kun et til tre procent af de handler, hvor lejere tilbydes at købe ejendommen, ender med en overtagelse.
"For LLO er der ingen tvivl: Reglerne for gennemgribende moderniseringer skal fjernes. De har været en katastrofe for lejerne – og egentlig også for andelshaverne, som udgør en stadig mindre del af boligmarkedet. Hvis udviklingen skal vendes, og vi skal have flere andelsboliger, så skal der gøres noget ved huslejerne," slutter han.
Mindretalsudtalelse – Anders Svendsen
”Udvalget har efter min opfattelse lavet et godt stykke arbejde, men er grundlæggende for tilbageholdende med at drage de nødvendige konklusioner, der forklarer, hvorfor der ikke oprettes flere andelsboligforeninger ved brug af tilbudspligten.
Det fremgår af Social- og Boligstyrelsens tal, Bilag 8, figur O, at priserne på udlejningsejendomme (korrigeret for inflation) er tredoblet, siden man indførte muligheden for at opkræve en højere husleje ved såkaldte gennemgribende moderniseringer. Fordi lejerne betaler – eller kommer til at betale – en højere husleje, vurderes ejendommen til en højere værdi.
Denne udvikling har dels tiltrukket udenlandske investorer til markedet og dels påvirket lejernes økonomi negativt, da huslejeniveauet for gennemgribende moderniserede boliger ifølge
Ekspertudvalget for boligreguleringslovens § 5, stk. 2, i gennemsnit er 80 % højere end for ikke-moderniserede boliger.
Lejerne kan dermed spare mindre op, og den ejendom, de skal købe for at blive andelshavere, er samtidig blevet dyrere. Ønsker man reelt, at der etableres flere andelsboliger, er det derfor disse regler, der er mest relevante at ændre.”
FAKTA-ARK om den nye rapport med vigtige grafikker og tal.
Spørgsmål til rapporten kontakt asv@llo.dk
PRESSEKONTAKT
Yderligere oplysninger: Anders Svendsen, chefjurist i LLO: 33 86 09 26 / asv@llo.dk
Bilag:
– Udvalgets rapport om tilbudspligtens regler (2025)
- DR-tema: https://www.dr.dk/nyheder/indland/tema/dyre-lejeboliger