Hej LLO!
Vi er fraflyttet lejebolig den 30 juli med flyttesyn ved flytning. Vi har stadig ikke modtaget vores depositum.
Vi afleverede nøgler ved fraflytningssynet. Udlejer havde ingen papir med til underskrift, men sagde alt var fint Udlejer fremlejede en del af sin bolig til os med separat indgang, have, køkken og bad og har ikke andre lejemål.
Hvordan er reglerne?
Johanne
Svar
Hej Johanne!
Tak for din mail.
Har I skrevet til jeres udlejer, at I ønsker at få jeres depositum udbetalt?
Hvis ikke, så synes jeg godt, I kan skrive det til ham nu. Der er ikke nogen specifik frist for, hvornår en uprofessionel udlejer skal tilbagebetale, men man plejer at sige inden for 1-2 måneder.
Da udlejer har sagt, at alt så i orden ud, så må det være det, vi går ud fra.
Har I billeder af lejemålet fra da I fraflyttede? Det kan være svært at bevise, at lejemålets stand rent faktisk var tilfredsstillende, hvis ikke I har nogle billeder, eftersom udlejer ikke har underskrevet noget eller lignende ved synet.
Hvis ikke han vil udbetale depositummet, så må sagen afgøres i huslejenævnet.
Huslejenævnet tager et gebyr svarende til 308 kr. for at træffe afgørelse i en sag. Men i første omgang skal I skrive til udlejer, at I ønsker jeres depositum udbetalt.
Herefter skal I rette henvendelse til os igen, hvis ikke han overfører beløbet til jer. Så booker vi nemlig en tid til jer.
Venlig hilsen
Ida Grunnet, medlemsrådgiver
[Navnene på lejerne er ændret, men er redaktionen bekendt]