Ejer, lejer eller andelshaver – hvordan bor og stemmer partiernes vælgere? Det viser en ny analyse.
Op til folketingsvalget i marts lancerede LLO en vælgerguide på www.llo.dk/fv26, hvor partier og Folketingets boligordførere svarede på spørgsmål om boligpolitik.
Her kunne vælgerne se, hvem der støtter et huslejeloft, vil sikre flere betalbare boliger og tryghed for lejerne m.m.
Altinget.dk har analyseret, hvem lejerne stemmer på, og hvor partiernes vælgere bor. Lejere og boligejere stemmer ikke ens.
Hvor boligejere i høj grad støtter de borgerlige partier, samler lejerne sig i højere grad om partier på den røde fløj.
Det viser en analyse af vælgernes boligforhold fra valgkampen op til folketingsvalget, udført af professor Kasper Møller Hansen, Københavns Universitet, for Altinget.dk.
Flere lejere hos Enhedslisten
Ser man på, hvordan partiernes vælgere bor, er forskellene markante.
Hos Enhedslisten bor hele 51 procent af vælgerne til leje, mens kun 36 procent er boligejere.
Til sammenligning er billedet det modsatte hos de borgerlige partier: Hos Venstre bor kun 18 procent af vælgerne til leje, mens hele 78 procent er boligejere.
Også hos De Konservative dominerer boligejerne.
Sådan stemmer lejerne
På baggrund af over 7.000 interviews foretaget i første uge af valgkampen 2026 vægtet op mod resultatet af folketingsvalget 2022 og Altingets meningsmålings gennemsnit fra marts 2026, har professoren også set på, hvem lejerne, boligejerne og andelshaverne stemmer på.
Hver femte lejer eller 21 procent af lejerne stemmer på Socialdemokratiet. 17 procent stemmer på SF, 10 procent stemmer på Dansk Folkeparti, mens Enhedslisten og Liberal Alliance begge får 9 procent af lejerstemmerne.
Det gør Socialdemokratiet til det største parti blandt lejerne. Til sammenligning får Socialdemokratiet 19,3 procent af boligejernes stemmer.
Det mener partierne om boligpolitik
Få det fulde overblik på www.llo.dk/fv26-valgguide/
Læs mere om lejernes forslag til politikerne på www.llo.dk/fv26