Skip to main content

Sådan læser du dit varmeregnskab

Hvis du ikke allerede har fået dit varmeregnskab for det forgangne år, modtager du det sikkert snart. Varmeregnskaber kan være svære at læse - særligt hvis man ikke er fortrolig med lejelovens regler. Her følger et udpluk af de mest almindelige problemer.

Lejeloven indeholder en række krav, som skal være opfyldt for at varmeregnskabet er gyldigt. Er kravene ikke opfyldt, betragtes det som om varmeregnskabet aldrig er sendt.

De vigtigste krav

De vigtigste af kravene er, at det fremgår af varmeregnskabet hvor stor en andel af de samlede udgifter, du skal betale, din ret til at gøre indsigelse mod regnskabet og i de fleste tilfælde hvornår udlejer har modtaget endelig afregning fra varmeværket. Det sidste krav er indsat i loven, fordi udlejer har 3 måneder fra han selv har modtaget regnskabet til at videresende det til dig som lejer. Dog har udlejer altid 4 måneder fra varmeregnskabsårets udløb. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit regnskab er fremsendt rettidigt - eller om de øvrige betingelser er opfyldt - bør du kontakte din lokale afdeling.

Hvis varmeregnskabet overholder de formelle regler, er det nødvendigt at se på selve indholdet. 

Varmemålere og fordeling

Hvis din ejendom har varmemålere, er det et krav, at minimum 40% af ejendommens varmeudgifter fordeles efter målerne. Det betyder samtidig, at op mod 60% af de samlede udgifter fordeles efter andet end målere, typisk efter lejlighedens størrelse og antal tappesteder/vandhaner. Hvis hele ejendommens forbrug er steget siden sidste år, kan du altså risikere, at din varmeregning er steget, også selvom du selv har brugt mindre varme på dine radiatorer end sidste år. Du kan se ejendommens samlede udgifter på varmeregnskabet, som du kan sammenligne med varmeregnskabet fra sidste år.

Normalt varmeforbrug

Et normalt varmeforbrug ligger som tommelfingerregel mellem 100-150 kr. pr. m2 pr. år. Hvis dit forbrug ligger meget over dette, kan du overveje at gøre indsigelse. En indsigelse skal sendes til udlejer eller udlejers repræsentant og ikke til eksempelvis Clorius eller ISTA. Det skal fremgå af regnskabet, hvor indsigelsen skal sendes hen.

Krav til indsigelsen

Det er et krav, at du skriver i indsigelsen, hvilke punkter i regnskabet du ikke kan godkende og at udlejer modtager indsigelsen senest 6 uger efter du selv har modtaget det. Vær opmærksom på, at det ikke nødvendigvis fremgår af regnskabet, hvornår det er sendt, så gem konvolutten med poststempel på, så du senere kan dokumentere, hvornår du har fået det. Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal formulere din indsigelse, skal du kontakte din lokale afdeling.

6 ugers frist

Hvis udlejer ikke vil godkende din indsigelse, skal udlejer inden yderligere 6 uger indbringe sagen for huslejenævnet. I så fald vil du høre fra huslejenævnet. Indbringer udlejer ikke sagen, har udlejer mistet sin ret til at opkræve en efterbetaling fra dig.

Hvis du har brugt mere varme, end du har betalt for i løbet af året, kan du kontakte din udlejer og bede om, at dit månedlige a conto beløb bliver sat op, så du undgår problemet året efter.

Hvis du generelt har spørgsmål til dit varmeregnskab og din ejendoms fordeling, har du altid mulighed for at kontakte din lokale afdeling. Husk indsigelsesfristen!

 

6 vigtige spørgsmål

Når du læser dit varmeregnskab

Fremgår din andel af de samlede udgifter?

Hvor stort er dit forbrug?

Passer perioden?

Passer dine a conto betalinger?

Er det kommet rettidigt frem?

Er du blevet oplyst om din ret til at gøre indsigelse og til hvem?

Om forfatteren

Se artikler af Jakob Møldrup-Lakjer

Jakob Møldrup-Lakjer er juridisk chef I LLO Hovedstaden

Back to top