Sagde ja til genhusning: Lejen steg fra 5.000 til 12.000 kr.

På Frederiksberg kan kommunen på denne måde slippe udenom genhusningsforpligtelsen. Lejeren har simpelthen ikke råd. Stor forskel på praksis i København og Frederiksberg.

Som omtalt flere gange, er der forskel kommunerne i mellem, når de skal behandle en byfornyelses-sag. Djævelen ligger som bekendt altid i detaljen, og detaljerne her besluttes i sidste ende af kommunalbestyrelsen. Så tænk dig om, inden du går i stemmeboksen ved kommunevalget.

Krav på en ny bolig, men…

Når en ejendom skal gennemgå et byfornyelsesprojekt, vil det ofte være nødvendigt, at lejerne fraflytter, enten midlertidigt - mens arbejdet står på - eller permanent. Loven er sådan, at hvis den efterfølgende lejeforhøjelse overstiger et vist beløb pr. m2, eller hvis byggeperioden er tilstrækkelig lang, så har man krav på en ny bolig. Loven siger dog intet om, hvilken bolig det så skal være, hvilken stand den skal være i eller vigtigst af alt – hvad den skal koste. Baggrunden for denne lov var, at man ville sikre, at man ikke blot flyttede beboerne fra en slumejendom til en anden, og da lejen på dette tidspunkt var nogenlunde ensartet, var det ikke et problem.

Stor forskel

I dag, hvor der er endog meget stor forskel på huslejerne, og hvor den ledige del af boligmarkedet typisk er i den høje ende, er det meget afgørende for lejerne, hvor de bliver flyttet hen og hvilke hensyn, kommunen tager til den enkelte borger. Her er der desværre stor forskel på, hvordan kommunerne behandler sagerne.

”Genhusningsbolig” til 12.000 kr. pr. måned

I et helt konkret tilfælde fra LLO Hovedstaden havde en kvinde fra Frederiksberg takket ja til permanent genhusning, da hendes leje ville stige fra 5.000 kr. til 7.000 kr. pr. måned. Kommunen fandt hende herefter et permanent genhusningslejemål til 12.000 kr. pr. måned. Det kan kommunen som udgangspunkt lovligt gøre, og hermed slipper de reelt uden om genhusningsforpligtelsen, da lejer ikke har råd og dermed er nødt til at takke nej både til at flytte tilbage og til genhusningslejligheden.

Det er den enkelte kommune, der sætter kriterierne for, hvornår en genhusningsbolig er passende, herunder størrelse, stand og lejens størrelse. Københavns Kommune ser eksempelvis altid på, hvad den fremtidige leje bliver.

Når udlejer vil rive ejendommen ned

Når en udlejer ønsker at nedrive en bygning, kræver det kommunens tilladelse. Får udlejer denne tilladelse, kan han i vidt omfang opsige lejerne i ejendommen alene med henvisning til tilladelsen. Betingelserne for, at man kan få en nedrivningstilladelse fastsættes af kommunen, og også her varierer de fra kommune til kommune. Københavns Kommune stiller eksempelvis som betingelse, at udlejer enten har indgået frivillige aftaler med lejerne om fraflytning, eller at lejerne er blevet tilbudt passende ny bolig på samme måde som ved byfornyelse. I nogle af de omkringliggende kommuner ser vi dog en tendens til, at kravene til genhusningsboligen slækkes, og at lejerne dermed reelt bliver sat ud.

Sagen fra Faxe Kommune

Senest har vi et eksempel fra Faxe Kommune, hvor kommunen uden at høre lejerne først har udstedt en nedrivningstilladelse og en tilladelse til nedlæggelse af bolig - uden at høre lejerne først. Lejerne kan derfor opsiges uden videre med 3 måneders varsel.

De forskellige kommuners praksis på området er altså meget forskellig og bestemmes suverænt af de siddende kommunalbestyrelser.

Når kommunen har frit spil til at tilrettelægge sin forvaltning, får det stor betydning hvilke beslutningstagere, der sidder i de enkelte kommuner.

Husk at stemme den 21. november!