Store udlejere er begyndt aggressivt at eskalere alle typer af tvister og tage dem til boligretten uanset beløbsstørrelse og sandsynlighed for at vinde. Tjek om din indboforsikring inkluderer retshjælp, anbefaler LLO, og lad jer ikke skræmme.
Store, private udlejere er begyndt aggressivt at eskalere alle typer af tvister med lejere til boligretten for at presse lejerne til at opgive deres krav. Det sker også i sager om få hundrede kroner, og selvom lejeren allerede har fået medhold i huslejenævn og ankenævn.
Det er blandt andet nogle af de største private udlejere, der bringer alle typer af tvister med beboere for boligretten. Det er en bekymrende tendens, mener LLO Hovedstaden.
”Flere af de store, professionelle udlejere er begyndt at stævne beboere i tvister om helt ned til 400 kroner årligt. Det er småsager, hvor huslejenævn og ankenævn allerede har givet beboerne medhold, men udgifterne til at føre sagen ved boligretten kan hurtigt koste en lejer tusinder af kroner,” siger Katrine Sparrewath, der er juridisk chef i LLO Hovedstaden.
Skræmmer til at opgive
Hun ser en tendens til, at private udlejningsfirmaer med mange ejendomme systematisk forsøger at presse beboerne til at opgive at kæmpe imod udlejer. Førhen stævnede udlejerne beboerne, hvis det drejede sig om større beløb på for eksempel mellem 20.000-100.000 kroner. Men de nye sager handler typisk om mindre stigninger i huslejen. Udlejer kan påstå at have fået flere udgifter til driften, for eksempel vicevært, rengøring i opgange og vask af vinduer. Udgifter, der typisk allerede er inkluderet i huslejen.
Udlejere eskalerer sagerne, både for at spille på chancen for at få medhold ved en ny retsinstans, men også for at presse beboere til at opgive deres krav. Nogle lejere magter simpelthen ikke udsigten til en langtrukken konflikt i retten med deres udlejer. Andre får kolde fødder, fordi det koster til advokat og gebyrer at føre sin sag ved retten, forklarer Katrine Sparrewath.
”Det er skræmmetaktik. Og taktikken er begyndt at virke. Nogle lejere føler simpelthen, at en retssag er et alt for stort skridt at tage,” siger hun.
Der er nemlig ikke alle, der har råd til at bruge flere tusinde kroner på at forsøge at undgå en langtrukken konflikt med udlejer om en huslejestigning på knapt hundrede kroner om måneden. Men hvis udlejer rejser en stribe af den type sager, kan mange bække små hurtigt få huslejen til at vokse betragteligt.
Tjek din indboforsikring
LLO kan hjælpe i mange sager, men ikke i alle, hvis den skal føres ved domstolene. LLO opfordrer derfor alle lejere til at tjekke, om deres indboforsikring indeholder retshjælp, der sikrer advokatbistand op til et vist beløb. Lejere skal også tjekke betingelserne, da der kan være ekstra omkostninger, som ikke er dækket af en forsikring.
”Det er desværre svært at forsikre sig til, at omkostningerne altid går i nul. Medlemmer skal indstille sig på, at der kan være situationer selv med en forsikring, hvor man skal bruge en mindre sum på at håndhæve sine rettigheder,” siger Katrine Sparrewath.
LLO kan hjælpe
LLO kan hjælpe i en tvist, hvis en lejer er medlem. LLO kan bistå lejere i huslejenævnet og Ankenævnet. Men kommer en sag for boligretten, skal lejer selv betale for advokatbistand. I den situation kan LLO rådgive og henvise til advokater, der kan vurdere sagen.
Derfor er der fortsat behov for, at lejere overvejer at supplere et medlemskab af LLO med en indboforsikring med retshjælp – også kaldet en retshjælpsforsikring. Det er vigtigt at kende betingelserne for sin indboforsikring. Der er forskel på, hvor stort et beløb, der dækkes, og hvad det omfatter.
”Vi forventer ikke, at tendensen til, at nogle private udlejere aggressivt bringer alle sager uanset størrelse for boligretten, går i sig selv lige med det samme. Det er derfor supervigtigt, at man som lejer i især private ejendomme er forberedt,” siger Katrine Sparrewath.