Skip to main content

Spørgsmål om ”nyistandsættelse”

Hej!

Efter snak med jer på telefon sender jeg her vores lejekontrakt, hvori der er et krav om ”nyistandsættelse”. Mine spørgsmål går på istandsættelsen af vores lejlighed, som vi er ved at fraflytte. Vi går i gang med istandsættelsen om en uge.

Gulvet var dårligt afslebet og lakeret, og vi har fået hvide fnug under fødderne i hele den tid, vi har boet her (6,5 år). Vi har heldigvis dokumenteret hvordan det så ud, da vi flyttede ind.

• Væggene skal selvfølgelig males, men hvad med loftet? Det er jo ikke beskidt eller slidt, og vi ryger ikke?

• Hvor meget krudt skal vi lægge på at slibe gulvet, som åbenlyst kun havde ét lag lak?

• Vindueskarmene, døre og andet træværk skal sikkert også males?

• Selve vinduerne var nok ikke malede, da vi overtog lejligheden, så det håber jeg vi slipper for? Hvilke er disse ting skal vi, og hvilke behøver vi ikke tage så alvorligt med de formuleringer, der er i kontrakten?

Tak for hurtigt svar. Ring hvis det er nemmere!

Venlig hilsen, Betina

 

Svar

Kære Betina!

Lejekontrakten ser helt fin ud. Du skal aflevere lejligheden nyistandsat, hvilket betyder, at du skal male alt det, der kan males, såfremt det var malet, da du flyttede ind. Du skal slibe gulvene, så de ser ud, som da du flyttede ind. Af lejekontrakten fremgår, at der var et indflytningssyn, hvorfor jeg går ud fra, at det af indflytningsrapporten fremgår, at gulvet var i dårlig stand. Vinduerne skal som udgangspunkt også males, hvis de var det ved indflytning. Det er svært at give dig helt præcise svar, da det vil bero på en konkret vurdering. Såfremt der opstår problemer mellem dig og udlejer ved fraflytning, og udlejer tilbageholder dit depositum, vil sagen skulle indbringes for huslejenævnet. Nævnet vil så træffe afgørelse på baggrund af indflytnings- og fraflytningsrapporterne plus en besigtigelse.

Håber, at det var svar på dine spørgsmål.

God dag!

Venlig hilsen

Arnela Osmanovic, cand.jur. og medlemsrådgiver

Om forfatteren

Se artikler fra Arnela Osmanovic

Medlemsrådgiver, cand.jur., LLO Hovedstaden

Back to top