Kære læser og kære medlem! Ja, undskyld den lidt bastante opfordring. Men den skyldes, at valget til kommuner og regioner tirsdag d. 21. november er så pokkers vigtigt for os alle – uanset om man stemmer til venstre eller højre.
Det er landets 98 kommuner, der bestemmer børnepasning, socialpolitik, ældrepleje, hjemmehjælp, folkeskole, beskæftigelse, kultur, trafik og skat. Men hvad man måske ikke lige tænker på i hverdagen er, at det også er de valgte politikere i byråd og kommunalbestyrelser, der afgør hvor mange eller hvor lidt penge, der skal bruges på f.eks. nye almene boliger. Lidt provokerende kan man sige, at hvis der mangler boliger der, hvor man bor, så er det kommunens skyld. Helt uden at provokere kan det fastslås, at kommunen under visse omstændigheder bestemmer din husleje fremover og bestemmer lejernes rettigheder i almindelighed.
Inde i bladet kan du læse mere om dette. Og du kan også læse om forskel i sagsbehandlingen på byfornyelsessager og genhusning - og dermed huslejen fremover.
Derfor er det vigtigt, hvem man stemmer på den 21. november. Og ikke mindst: at man overhovedet går hen og stemmer.
For det gør desværre alt for få. Ved kommunalvalget for fire år siden stemte kun 71,9 pct. og i København var det kun 61,2 pct. – det laveste i hele landet. Helt anderledes var det ved folketingsvalget i 2015.Her stemte 85,9 pct. af københavnerne. I virkeligheden kan man sige, som også flere valgforskere har påpeget, at det burde være omvendt. Det burde være sådan, at de fleste af os stemmer ved valget til kommuner og regioner, fordi det er her, de fleste beslutninger træffes, som vedrører vores hverdag.
For nok sætter Folketinget de overordnede rammer, men det er de folkevalgte i kommunerne, der fører beslutningerne ud i livet.
Og netop det forhold er nok en ekstra tanke værd, når du sætter dit kryds d. 21. i denne måned.