Skip to main content

SVENDBORG: LLO stopper huslejestigning på 920 kr.

En lejer fra Svendborg slipper for en månedlig huslejestigning på 920 kr. efter hjælp fra LLO, der hjalp lejer med at gøre indsigelse. Huslejenævnet afviste stigningen. Lejeren undgår en årlig ekstraudgift på 11.040 kr. med hjælp fra LLO. 

En lejer i Svendborg undgår en månedlig huslejestigning på 920 kr., efter LLO gik ind i sagen.  

Udlejer, som er et stort udlejningsfirma, fremsendte i slutningen af 2023 en varsling om, at lejen skulle stige med 512 kr. pr. måned, fordi udlejer mente, at stigningen i nettoprisindekset havde forringet værdien af den nuværende husleje med 14,7 %.  

LLO drøftede det med lejer, og lejer gjorde derfor indsigelse over for udlejer, da en sådan varsling ikke var gyldig, og der i øvrigt ikke var indgået nogen aftale om, at lejen skulle stige i henhold til nettoprisindekset. 

Udlejer vendte efterfølgende tilbage med en ny varsling om huslejestigning. Denne gang var stigningen begrundet med, at udlejer mente, at den aktuelle leje var væsentligt lavere end det lejedes værdi, og lejen skulle derfor stige med 920 kr. måned per måned. 

LLO hjalp derefter lejer med at gøre indsigelse mod den nye stigning, og udlejer indsendte sagen til huslejenævnet. Efter at have foretaget høring i sagen og foretaget besigtigelse af lejemålet, afgjorde nævnet, at den nuværende leje ikke er væsentligt lavere end det lejedes værdi, og afviste derfor den varslede huslejestigning. 

Lejer ønsker at være anonym. 

Om forfatteren

Jens Peter Kildevang

Journalist og redaktør af Vi Lejere.

Kontakt: redaktion@llo.dk 

Back to top