Gode naboer i opgangen eller nabolaget skal man værdsætte og lytte til – også selv om der er en landegrænse imellem. I marts tog medlemmer af LLO’s hovedbestyrelse turen over Øresund for at besøge søsterorganisationen i region Malmø. Og for netop at lytte og lære!
Svenskerne har nemlig verdens stærkeste lejerbevægelse i form af Hyresgästföreningen med 540.000 medlemmer, 10.000 tillidsvalgte og 850 ansatte medarbejdere. I region Malmø med 14 kommuner er der 53 ansatte i den stilfulde ejendom, der engang var sukkeraktieselskabets hovedsæde. Og netop denne lørdag kunne danskerne med lidt misundelse læse skiltet med dagens medlemstal i Malmø: 40.673 medlemmer.
Forhandler huslejen
Malmø-formanden Kenneth Gustavsson gav en tre timer lang, grundig indføring i svensk lejerbevægelses opbygning, organisation, PR, poliske lobbyarbejde og ”hemmeligheden” bag de mange medlemmer: retten til på lejernes vegne at forhandle huslejen med udlejerne. For dette arbejde bliver Hyresgästföreningen betalt 12 kr. pr. måned pr. medlem – af udlejerne! I Malmø giver det 11 mio. svenske kr. i kassen ud af en samlet indtægt på 60 mio. kr. pr. år.
75 pct. af medlemskontingentet går til regionen – den sidste fjerdedel til landsforbundet. Så der er penge at arbejde med. Men, men… Forhandlingssystemet er omstridt og til september er der rigsdagsvalg i Sverige. Nogle af blå blok-partierne har på dagsordenen, at forhandlingssystemet skal fjernes fra al nybyggeri. Er det kun starten, spørger man i Sverige? I næste måned holder Hyresgästerne landskongres i netop Malmø. Her vil der blive varmet godt op til sommerens lange valgkamp.