Skip to main content

Tapre "lejesoldater" i Fredericia

Næsten alt gik galt fra starten, da Fredericia Kommune solgte 66 små rækkehuse med lejere til højestbydende. Lejerne er fortsat utrygge, men har taget kampen op. De har en tinglyst servitut som trumfkort og LLO i baghånden.

Der var en blanding af nervøsitet og utryghed i luften hos beboerne, da Fredericia Kommune i 2015 besluttede at sælge 66 renoverings-trængende rækkehuse på Hyrdevej til højestbydende. Køberen blev Hokton A/S og spørger man lejerne i dag, blev mange bange anelser bekræftet fuldt ud. Ja, næsten alt gik galt fra starten.

Nyt tag og facaderenovering

Lige efter nytår i år gik en etapevis renovering i gang bl.a. med nye tage og facaderenovering. Et brev før jul med krav om fjernelse af alle udestuer og skure blev tolket som en direkte trussel om opsigelse hvis ikke…Så var tonen ligesom lagt. Renoveringsarbejdet står på endnu og har lange udsigter. Informationen er mangelfuld og har været det fra starten, lejerne er frustrerede og mener desuden ikke, at kommunen lever op til sit ansvar som sælger. Den har, siger de, som udlejer selv godkendt alle de udestuer og skure, som den ny ejers administrationsselskab vil have fjernet. Desuden har kommunen aldrig påpeget problemer med tilladelsen eller registreringen i BBR-registret. Lejerne sætter nu deres lid til Huslejenævnet, når de får varsling om huslejestigninger. De har taget kampen op, valgt en energisk beboerrepræsentation med tre kvinder, der har stor opbakning. Og så har de søgt råd og hjælp i LLO Horsens.

Huslejestigning underkendt

Her fik de god vejledning, da de i februar vandt første slag i Huslejenævnet om lejestigninger. Her tabte udlejerens administrator, VEA ApS i Vejle, alene fordi varslingsbestemmelserne ikke var overholdt. De huslejestigninger, der var indbetalt, skal retur til lejerne. Til Fredericia Dagblad siger administrationsselskabets direktør, at han vil varsle stigninger på ny.

Hund – højst 8 kg!

På et møde med administratoren på KFUM’s Soldaterhjem – et møde, der nu lidt ironisk kaldes ”lagkagemødet” – fik lejerne at vide, at nye indflyttere godt måtte have hund, men den måtte ikke veje over 8 kg! ”Så er det jo ikke en hund! ”, udbrød en af lejerne prompte. Mødet løste tilsyneladende ikke mange problemer.

Nogle får nedsat lejen, andre ikke

Beboerrepræsentationens formand, Tina Knudsen, og beboerrepræsentant Gitte Kristiansen savner stadig information om renoveringsarbejdet og efterlyser bygge-tegninger. Første varsel om renoveringen skete to uger før start, hvor kravet ellers er 6 uger. De er heller ikke helt trygge ved de arbejdsmiljømæssige foranstaltninger og vil også gerne se beviser for, at håndværkerne får overenskomstmæssig løn. De er utrygge ved administrators hensigt med at forhandle med hver enkelt lejer om udestuer og skure og bange for at blive spillet ud mod hinanden. Et tilbud til nogle lejere om 20.000 kr. plus det indbetalte depositum for at flytte ud og vende tilbage til et nyrenoveret rækkehus på 59 kvm. og en husleje på 5.700 kr. plus forbrug gik udenom beboerrepræsentationen. Det gør ikke forståelsen større og samarbejdsklimaet bedre. Tina Knudsen føjer til, at ”nogen har fået nedsat huslejen til det halve under renoveringen, andre har fået ingenting”.

Servitut om ”samme vilkår”

Formanden for LLO i Horsens, James Arbøl, bider sig fast i en servitut, der blev tinglyst i forbindelse med kommunens salg af rækkehusene. I det tinglyste dokument står udtrykkeligt, at ”De lejere, der beboer ejendommene pr. 1. juni 2016 vil kunne blive boende på samme vilkår som hidtil”. ”Den servitut skal vi nok holde hvem som helst fast på”, siger han.

Juristen: ”Ingen forringelser! ”

Det samme siger jurist i LLO Horsens, Henny Høgdall. ”Ingen lejere skal kunne tåle, at deres forhold bliver forringet. Det er en stærk og bred formulering. Men det er ikke en garanti imod lejeforhøjelser, som lejerne under alle omstændigheder skulle have tålt, eksempelvis hvis udlejers ejendomsskatter stiger. Men lejerne skal omvendt ikke tåle, at deres udestuer og skure skal rives ned. Heller ikke at jord fra deres haver inddrages til fælles P-pladser”.

Skriv ikke under enkeltvis

”Det kan godt være, der skal laves indvendige og udvendige forbedringer på husene, men hvorfor skal lejerne betale for det hele”, spørger James Arbøl. Han advarer beboerne mod at skrive under på noget enkeltvis - udenom den valgte beboerrepræsentation.

På generalforsamlingen i beboerrepræsentationen d. 21/3 var der fuld opbakning til bestyrelsen. Vi Lejere spurgte ud i lokalet de fremmødte, hvor mange der helst ville blive boende, hvis lejevilkårene forblev uændrede. Samtlige hænder blev rakt i vejret.

 

Om forfatteren

Se artikler af Kjeld Hammer

Redaktør på Vi Lejere.

Back to top