Skip to main content

To-mands hæren i Glostrup

LLO’s afdeling i glostrup er også blevet deres eget servicecenter. Et ægtepar klarer de fleste opgaver, og det har de gjort i snart 40 år.

For 40 år siden var Søren Thomsen tæt på at gøre noget grimt ved sin udlejer - rent fysisk. Det valgte han ikke at gøre alligevel. I stedet gik han og hustruen, Annette Jensen, til generalforsamling i den daværende Glostrup Huslejerforening. De var parate til at tage en tjans i bestyrelsen og kæmpe på lejelovens grund. Ikke bare for sig selv, men for andre. Parret blev modtaget med åbne arme som nyt blod. Det er nu 43 år siden.

Stabilitet og ingen klager

Idag udgør ægteparret krumtappen i LLO Glostrup, og det har de været med Annette som formand i snart 40 år og Søren som kasserer i 30.

I år har LLO-afdelingen vest for København valgt at være sit eget servicecenter og dermed klare hele den til tider komplicerede medlemsrådgivning og -servicering selv. Det sker uden store ord og falbelader, men med stor stabilitet og med landsformand Helene Toxværds ord: ”helt uden medlemsklager!”. Den slags ender nemlig som regel hos hende i landsforbundet, og hun husker ingen. Beslutningen i Glostrup om at være sit eget servicecenter var blot”en naturlig fortsættelse”, siger Annette. ”Men på længere sigt kan det være, vi søger samarbejde med LLO Hovedstaden”.

Svar i samme uge

Annette er formand på 39. år, Søren er kasserer og iøvrigt uddannet ingeniør. Derudover består bestyrelsen af tre valgte medlemmer. LLO-kontoret er et arbejdsværelse i deres private lejlighed på Stadionvej 133, st. th. Her sidder Annette ved sit skrivebord med computeren hver eftermiddag i nogle timer, og her kan medlemmer og trængte lejere henvende sig på mail eller telefonisk to gange om ugen mellem kl.17 og 18 eller ved fremmøde efter aftale. I denne uge har hun blandt meget andet forfattet tre høringssvar til huslejenævnet.

”Vi havde 600 henvender sidste år. Det var en fordobling i forhold til 2021. I slut oktober var vi oppe på 560, og antallet er støt stigende. Det svarer til to om dagen. Og alle får svar indenfor samme uge”, forsikrer Annette Jensen.

Hun er ikke jurist, men uddannet arkitekt. Erfaring og kurser gør meget, som hun siger. Derudover har hun i mange år arbejdet sammen med jurister og kender begreberne. ”Men dem,vi sidder overfor bliver mere og mere professionelle og møder i udstrakt grad op med advokat”. Så hvis en sag bliver lidt for kompliceret, så sender LLO Glostrup den videre til en af LLO Hovedstadens faste advokater.

400 medlemmer

Medlemstallet ligger stabilt på omkring 400 og p.t. er der seks tilknyttede foreninger. De modtager et lille, fire-siders medlemsblad i A5-format, som omdeles sammen med Vi Lejere. ”Glostrup Lejernyt” omtaler afdelingens sager i huslejenævn og beboerklagenævn.

Lige nu behandles seks sager i huslejenævnet og 8 i beboerklagenævnet. Her spores iøvrigt en tendens til flere og flere nabostridigheder, bl.a. omkring støj. Skimmelsvamp og hundehold giver andre konflikter. Et medlem fik en fraflytningsregning på 58.000 kr. fra en privat udlejer efter 6 måneder i noget gammelt ”lort”. Den vandt LLO, men udlejeren vil ikke tilbagebetale. Alene i år har der været tre fogedsager og én er på vej.

Søren Thomsen ser tilbage på de mange år: ”Det har været skide interessant, vi har mødt en masse mennesker og lært en hel masse”.

Landsformanden føjer til: ”Ja, og hjulpet mange, der var i knibe”!.

 

Om forfatteren

Se artikler af Kjeld Hammer

Redaktør på Vi Lejere.

Back to top