DR bragte i går, den 31. maj historien om at PWC kræver et lån tilbagebetalt som var givet til DBO Real Estate Denmark.
I dag kan DR oplyse at en tidligere partner i advokatfirmaet DLA Piper har mistet jobbet på baggrund af DLA Pipers samarbejde med den udskældte ejendomskoncern.
Manglende selvregulering
LLO finder det positivt at visse aktører i branchen er klar til at handle på baggrund af DR’s afsløringer. Det står dog samtidigt klart, at der ikke har været tilstrækkelig selvregulering inden DR’s afsløringer.
For LLO er det afgørende, at lejerne kan være trygge i deres hjem, uanset om deres udlejer kommer i pressen eller ej.
Samtidigt er der en risiko for at uefterrettelige udlejere søger finansiering ved andre - mere lyssky - långivere, der ikke ser et problem i at lejerne får en dårlig behandling.
Selvregulering blandt udlejerne og deres långivere og rådgivere kan ikke stå alene - sådan som det gør i dag. Der bør stilles højere krav til udlejerne - evt. i form af en autorisationsordning - et ”udlejerkørekort”- som vi fx kender det fra advokatbranchen.