I stedet for Tanja Larsson har Socialdemokratiet udpeget Rasmus Stoklund som ny boligordfører. Han bliver dermed den tredie boligordfører på to år. Stoklund fortsætter på posten som udlændinge-og integrationsordfører, og bliver således en central politiker i diskussionen med bl.a. LLO om de udsatte boligområder og parallelsamfund.
Rasmus Stoklund er 37 år og blev valgt til Folketinget i 2019 i Frederikssunds-kredsen. Han er cand.scient.pol. Fra Københavns Universitet og var erhvervspolitisk chef i Dansk Metal frem til valget i 2019. I universitetstiden var han formand for den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum. I 2016 udgav Rasmus Stoklund debatbogen Til Blå Bjarne - en debatbog om Socialdemokratiet, globaliseringen og fremtiden.
Hverdag, tryghed, drømme
På bogens bagside kan man bl.a. læse: ”(...) ifølge Rasmus bliver Socialdemokratiet kun det vigtigste danske parti i det 21. århundrede, hvis man formår at drage omsorg for danskernes hverdag, tryghedsfølelse og fremtidsdrømme. Rasmus mener samtidig, at Socialdemokratiet skal fastholde, at Danmark er et af de lande i verden, som har vundet mest på globaliseringen – og de socialdemokratiske svar på de udfordringer, globaliseringen medfører, skal i modsætning til den globaliseringsangst, Dansk Folkeparti tilbyder, have fokus på fremtidens arbejdspladser, uddannelse og en stram udlændingepolitik.”
Farvel til Jan Johansen
Nyt er det også, at den tidligere boligordfører, Jan Johansen, (blandt venner kærligt kaldet for ”skurvognspolitikeren”) helt forlader Folketinget ved næste valg for at stille op til byrådet i Kerteminde. Han har foruden boligområdet beklædt en række ordførerposter i sine år på Christiansborg. Senest som beredskabs- og forsvarsordfører og før da som kulturordfører.