Skip to main content

Udlejer får bødestraf på 250.000 kr.

En udlejer har pligt til at oplyse sine lejere, hvis han f.eks. har tabt en sag om lejeforhøjelse.

I en byretsdom fra Retten på Bornholm af 13. oktober 2022 blev en udlejer pålagt at betale 250.000 kr. i bøde for ikke at have overholdt lejelovens regler.

Retten mente, at udlejer ikke havde overholdt sin pligt til at orientere lejerne i to sager:

I den første sag havde lejer fået sat huslejen ned i Huslejenævnet. Udlejer havde efterfølgende indbragt sagen for boligretten, hvor sagen dog blev forligt efter retsmægling.

I den anden sag havde samme udlejer tabt en fraflytningssag, men alene skrevet på to opslagstavler til ejendommens 88 husstande, at en kopi af afgørelsen kunne afhentes hos viceværten.

Retten fandt, at begge situationer udløste oplysningspligt for udlejer og at udlejeren ikke havde overholdt denne.

Anklagemyndigheden havde oprindeligt krævet en bødestraf på 500.000 kr. Sagen er anket til Østre Landsret.

 

Om forfatteren

Se artikler fra Anders Svendsen

Chefjurist, LLO i Danmark.

Back to top