Skip to main content

Udlejer med nej-hat og gevær

Aalborg-udlejer blæser på Huslejenævnets afgørelse og truer i stedet sine lejere.

Majken og Leo Andersen er godt og grundigt træt af deres udlejer i Aalborg-bydelen Skalborg.

Hele 17 fejl og mangler i parrets helt nyopførte enderækkehus fik han uden undtagelse Huslejenævns påbud om at udbedre indenfor tre måneder. Fristen var 16. juni. Med god vilje er kun tre af dem lavet plus en ringeklokke og en pal i entredøren. Det barokke er, at udlejeren overfor Huslejenævnets erklærede sig enig i manglerne på lejernes 4 sider lange liste og forinden - via sin repræsentant Pro Domus - overfor nævnet tilmed erklærede, at han var ”mindst lige så ked af denne sag som lejer er”.

Han har heller ikke anket til Boligretten.

Stavnsbundet

Nu er det over tre år siden, sagen startede, og Majken og Leo føler sig stavnsbundet til lejemålet og overvejer at flytte. Eftersom stort set intet er sket, går sagen nu tilbage til Huslejenævnet i Aalborg Kommune, evt. til Grundejernes Investeringsfond, der så kan lade manglerne udbedre på ejers regning.

Men trods sejren i Huslejenævnet overvejer Majken og Leo deres fremtid i huset og ser sig om efter en anden lejlighed. På den anden side: ”Hvis vi flytter, så slipper udlejeren måske af krogen for hvad så med den næste lejer”, siger Leo.

Fire andre lejere

Deres udlejer hedder Jørgen Rosenbeck og er en af Aalborgs større udlejere. Han opførte i 2019 40 rækkehusene på Digtervejen 9, 11 og 13 med hjælp af primært polske håndværkere, og har døbt bebyggelsen ”Rosenhaven” efter sit eget navn. I området omkring huserne er det dog kun hybenroser, der i dag kan forbindes med det flotte navn. Det smiler man lidt af i bebyggelsen.

Fire andre lejere har henvendt sig til LLO og vil som gruppe føre en sag mod Rosenbech. Derudover har Majken startet en Facebook-gruppe op for lejerne. Den har nu 33 medlemmer. Flere lejere oplever store fraflytningsregninger, hvor de skal hæfte for udbedringer af mangler grundet byggeriet.

Truer med modkrav

Udlejeren kaster ansvaret over på sin entreprenør TL-Byg, som han mener skal betale. Samtidig optræder han truende overfor de lejere, der klager. ”Vi har fået at vide, at vi bare kan flytte og at vi er de værste lejere, han har haft”, fortæller Majken. ”Han har også truet med modkrav på flere hundrede tusinde kroner. Men vi er altså 50 år og hopper ikke på hvad som helst”.

Uenigheden handler også om en kompensation for i tre uger at være flyttet ud af huset og i egen campingvogn, mens der blev malet. Løftet om kompensation har de på skrift, men heller ikke det er blevet indfriet.

Huslejestigning: 862 kr.

Det er ikke fordi håndværkerne ikke har ringet. Men altid med ultra-kort varsel samme dag, og det har Majken og Leo ikke kunnet passe ind i deres hverdag med job og andre gøremål. Det har så fået udlejeren til at påstå, at de blev ”nægtet adgang”.

Der står sagen. På et andet punkt er udlejeren særdeles aktiv. Han har allerede varslet huslejestigning på 862 kr. pr. måned fra 1. januar med henvisning til nettoprisindekset oveni den nuværende leje på 10.004 kr.

 

Gevær med på flyttesyn

Den 16. juni 2022 kl 15.22 stak udlejeren under et flyttesyn i ”Rosenhaven” sit gevær ud af vinduet og affyrede skud.

Målet var angiveligt nogle mågeunger. Han ramte i stedet et nedløbsrør, og i hvert fald ét af haglene ramte ned tæt på en anden beboer, der sad på terrassen.

Vi Lejere har bedt en våbenkyndig identificere og vurdere udlejerens gevær på billedet. Han siger:

”Geværet på billedet er efter min vurdering en luftriffel/luftgevær. Det ser også ud til, at det er beregnet til konkurrencebrug. Det bygger jeg på, at der er en kraftig forøgelse af løbets tykkelse i den yderste ende. Det forøger vægten, hvilket er en fordel til konkurrencebrug. Geværets hagl kan ikke alvorligt såre et menneske, men det ligner en ret kraftig luftriffel, som kan give et ubehageligt sår eller ødelægge et øje.”

Om forfatteren

Se artikler af Kjeld Hammer

Redaktør på Vi Lejere.

Back to top