Skip to main content

Udlejerne skal fortsat sende opsigelser med brev

Ny aftale åbner for, at lejere kan sige ja til at få alle meddelelser tilsendt digitalt. Men det er valgfrit. 

PostNord leverer sit sidste brev ved udgangen af 2025. Men det ændrer ikke på, at udlejerne fortsat skal sende visse meddelelser som brev fra 1. januar 2026. 

En politisk aftale betyder, at der næste år behandles en lov, der indfører en valgfri digital løsning for de lejere, der ønsker at modtage alle breve fra udlejer digitalt. 

”Det er afgørende, at den nye digitale løsning er valgfri for alle lejere. Mange er desuden undtaget Digital Post, som fortsat skal have vigtige breve fra udlejer tilsendt i postkassen, som de har krav på. Derfor skal udlejerne fortsat sende breve”, siger Helene Toxværd, formand for LLO. 

Udlejere er i dag forpligtet til at sende en betalingspåmindelse eller i værste fald en opsigelse i et fysisk brev leveret til lejerens postkasse. Men også lejere er afhængige af postomdelingen. Ønsker man at gøre indsigelse mod en opsigelse, skal det i dag ligeledes ske skriftligt med fysisk brev. 

Sådan har politikerne besluttet det, så ingen lejere skal risikere at stå på gaden, fordi et brev om ophævelse af lejemålet ikke når frem. 

INGEN TVANG

LLO støtter den nye aftale om digital kommunikation, da den giver mulighed for en mere tidssvarende og effektiv kommunikation. 

”Vi er glade for, at det er lejeren, der i sidste ende vælger, hvordan kommunikationen skal foregå – og at der fortsat er mulighed for at modtage fysiske breve, hvis lejeren ønsker det. Det er samtidig helt afgørende, at aftalen er frivillig og kan opsiges til enhver tid – uden at det får negative konsekvenser for lejeren,” siger Helene Toxværd. 

Nogle tømmer postkassen dagligt, mens andre sjældent tjekker den og i stedet ser deres e-mail flere gange om dagen. Derfor er LLO glad for, at det er lejernes behov, der er afgørende. 

”Udlejeren må under ingen omstændigheder kunne opsige lejekontrakten, blot fordi lejeren ønsker at vende tilbage til fysisk post efter i en periode at have modtaget alle breve digitalt”, siger Anders Svendsen, chefjurist i LLO. 

”Hvis en lejer framelder sig en digital platform, skal det også gælde som framelding over for udlejeren. Det må under ingen omstændigheder kunne betragtes som misligholdelse af lejekontrakten”.

Det kan også blive et problem, hvis lejer skal afgive indsigelse imod en opsigelse via fx e-Boks.

”Da det er væsentligt sværere for en lejer at sende en indsigelse imod udlejers opsigelse via e-Boks, end det er via almindelig e-mail, anbefaler LLO helt at undtage lejers indsigelser imod opsigelse fra disse krav”.

Ifølge aftalen skal kommunikationen ske via en sikker digital platform – men hvad betyder det?

Der bør laves en liste over godkendte digitale platforme, så lejeren ikke selv skal vurdere det, mener LLO. 

Om forfatteren

Jens Peter Kildevang

Journalist og redaktør af Vi Lejere.

Kontakt: redaktion@llo.dk 

Back to top