Lasse Eilertzen havde ikke hørt om llo, men det havde hans bror. Det er han glad for i dag. Han siger om hjælpen fra LLO´s Servicekontor i Aarhus: ”Den var fantastisk”.
Er de russere, de folk?”, spurgte LLO´s kontorleder på Servicekontoret i Aarhus, da hun i to uger forundret havde kigget på flytteafregningen, som Lasse Eilertzen modtog fra sin udlejer i Viborg. Opgørelsen betød, at Lasse skulle betale 222.000 kr. efter at have boet i det lejede hus Stenageren 8, Bjerringbro, i to år og tre måneder. Og vel at mærke 222.000 kr efter at depositum og forudbetalt leje var trukket fra med ialt 42.000 kr. I en telefonopringning satte udlejeren trumf på: hvis Lasse ikke betalte, så ville han sende sagen til incasso.
Viborgs pæne borgerskab
Men sådan gik det ikke. Lasse Eilertzen fik hjælp af LLO til sagen i huslejenævnet, og et par dage før jul fik han sit livs største julegave - selvom gaven på en måde var fiktiv. Fraflytningsopgørelsen blev nedsat med 182.000 kr. Afgørelsen fra huslejenævnet var så klar, at udlejeren opgav at anke ved fristen i januar 2024.
Og udlejeren? Han var ikke russer, og heller ikke mafia, men ejer af firmaet Asmild Invest A/S og en kendt person fra Viborgs pæne borgerskab, der selv havde underskrevet flytteafregningen med et ”Med venlig hilsen” og udbedt sig de 222.000 kr. ”inden 8 dage”.
Håndværkere var familiemedlemmer
I forløbet fandt Lasse Eilertzen ud af, at regninger fra tømrer, maler og gartner kunne føres tilbage til familiemedlemmer til udlejeren.Vel at mærke regninger, som huslejenævnet enten klart afviste eller nedsatte drastisk. Det kom ham til gode, at han kun underskrev to af de seks sider i udlejerens rapport fra fraflytningssynet.
”Udlejeren vidste, jeg var nede”
Sagen startede, da Lasse Eilertzens parforhold brast i det lejede hus i Bjerringbro, og han derefter skulle ud. ”Udlejeren vidste, jeg var nede og SKULLE ud”, indleder Lasse dette interview med Vi Lejere. ”Før fraflytningen havde der aldrig været nogen kampe om noget, der skulle skiftes”.
I første omgang fik han midlertidigt ophold hos broderen i dennes bolig i Randers. Det var heldigt på mere end én måde. Broderen havde nemlig gode erfaringer med LLO i Aarhus fra sin egen fraflytning år tilbage og sagde: ”Nu ta’r vi fat i LLO. De ved præcist, hvad du skal gøre. Indtil da havde jeg aldrig hørt om LLO”, fortæller Lasse.
”Fantastisk” hjælp ”
Og hjælpen har været fantastisk. Ind imellem har jeg været lidt nervøs, når jeg har haft svært ved at komme igennem i telefonen til dem. Men en bekendt sagde:”Rolig nu. De har styr på tingene”.
I dag bor 32-årige Lasse Eilertzen til leje i en lejlighed i Randers-bydelen Vorup.Han har lagt sagen bag sig, og trives på 13. år med sit faste job hos Arla.
Énstemmig afgørelse
I Viborg Kommunes Huslejenævn var afgørelsen blandt de tre nævnsmedlemmer énstemmig. Den faldt 21. december, tre dage før juleaften og udlejeren fik 4 uger til at anke. Det skete ikke, og Lasse Eilertzen betalte prompte. hvad han endte med at skylde.
”Timepriserne var rent fup”
De øvrige 182.000 kr., som udlejeren havde krævet, afviste nævnet helt eller nedsatte. I sin afgørelse tog huslejenævnet udgangspunkt i de to sider fra fraflytningsrapporten, som Lasse kunne anerkende, og som han underskrev ved fraflytningssynet i august. Her afviste han samtidig at underskrive den resterende del af fraflytningsrapporten. I fraflytningsopgørelsen var de største beløb:
”Haveretablering” på 82.500 kr., malerarbejde til 67.300 kr. og en snedker/tømrer-regning på 86.500 kr. Nævnet anerkendte slet ikke ”haveretableringen” og nedsatte malerarbejdet til 40.000 kr, snedker/tømrerarbejdet til 25.000 kr. og gulvarbejdet til 12.400 kr.
Da depositum og forudbetalt leje blev fratrukket, endte beløbet i huslejenævnet på 39.750 kr., som Lasse skulle betale sin udlejer ved flytningen.
Lasse: ”Regningerne fra både tømrer, maler og gartner var meget detaljerede på timeforbrug, og meget uspecificeret på andet, bl.a. materialer. Nedtagning af 4 døre var sat til 9 timers arbejde! Bortskaffelse af affald kostede 2.250 kr. plus moms. Noget skulle laves. Det er rigtigt. Men timepriserne var rent fup”.
”En stor julegave”
Dette sidste undrede Lasse: ”Udlejeren har altid virket OK og i orden. F.eks. var der en fedtplet på en rude ved indflytningen. Ruden blev straks skiftet.
Og før fraflytningen havde der aldrig været nogen kampe om noget, der skulle skiftes. Jeg selv har det også sådan, at hvis man ødelægger noget, så betaler man.”
Blev du forskrækket, da han truede med incasso?
”Ja for pokker. Jeg troede det var endegyldigt med det store beløb”.
Hvad ville du have gjort, hvis du havde tabt?
”Så måtte jeg jo have bedt om en afdragsordning. Jeg var selvfølgelig usikker på, hvilken vej, det ville gå. Men det endte jo som en stor julegave.”